Optagelsesprøve til Skoleforeningens orkester

SKoleforeningens UnderholdningsoRKester leder lige nu efter musikere til den nye sæson.

Dkflaskurk3

SYDSLESVIG. SKURK leder efter nye musikere. SKURK er et »underholdningsorkester«, der beskæftiger sig med mange musikalske genrer og er for mere erfarne unge musikere i Sydslesvig, som gerne »vil lidt mere?« Så det er her, unge fra hele mindretallet mødes for at lave musik sammen.

Nye musikere kan være nuværende og tidligere elever i de danske skoler og gymnasier samt voksne musikere med tilknytning til mindretallet. Alle instrumentgrupper er velkomne, men der optages hovedsagligt blæsere og strygere. SKURK skal ses som  et supplement til det orkester, musikerne i forvejen spiller i. Optagelse i SKURK forudsætter derfor, at man fortsat spiller i sit hjemlige orkester.

- Lørdag den  20. september finder der et prøvespil sted på Christian Paulsen Skolen i Flensborg fra klokken ti til 15. Alle interesserede kan aflægge prøvespil. Her lægger vi vægt på klang, melodisk- og rytmisk forståelse samt musikalsk og personligt udtryk. Det er en stor udfordring at stille op til prøvespil, men har man først overvundet denne situation, er man parat til mange flere udfordringer, siger orkestrets leder, Bente Stenger.

Prøven foregår i en afslappet atmosfære med både bundne og selvvalgte opgaver. I det selvvalgte stykke, er det ikke sværhedsgraden, som er det vigtigste. Det er bedre at vælge noget man er tryg ved og som man kan spille rigtig godt - uanset hvor længe man har spillet og på hvilket niveau.

- Ved optagelsesprøven vil vi gerne høre et selvvalgt stykke på 3-5 min. varighed, en skala efter eget valg. Spilles legato og staccato - gerne i to oktaver, og et uddrag af en orkesterstemme, som bliver sendt til en før optagelsesprøven. Musikerne bliver også hørt i dur/mol akkordhøring samt i rytmeimitation (efterklap af rytme).
Da optagelsesprøven allerede finder sted næste lørdag, skal tilmeldingen ske hurtigst muligt til Bente Stenger på e-mail.

Daniel Dürkop