Mindretalserklæringerne set igennem smartphonens linse

Elever fra nord og syd for grænsen producerede lommefilm om København-Bonn erklæringerne.

Lommefilm

260 gymnasieelever fra A.P. Møller Skolen i Slesvig og Business College Syd i Sønderborg var i sidste måned samlet for at sætte fokus på København-Bonn erklæringerne, som i år har 60 års jubilæum. Over to dage var eleverne på Sønderborg Slot, Flensborghus og A. P. Møller Skolen for at høre om erklæringernes tilblivelse og få dem sat ind i både en mindretalspolitisk og større europæisk kontekst. Derefter tog eleverne til Jugendherberge Borgwedel, hvor de gik i gang med at producere lommefilm om emnet.

Eleverne fik til opgave at bruge mediet lommefilm til at sætte mindretalserklæringerne fra 1955 ind i et nutidigt og fremtidigt perspektiv, lige som de i blandede, tværgående grupper selv skulle tolke, omsætte og formidle erklæringernes betydning, relevans og signifikans. Mediet lommefilm blev valgt for at sikre, at eleverne ikke udelukkende modtog informationer og viden gennem foredragene og museumsbesøgene. De skulle ved hjælp af et medie og i en formidlingsform, de er fortrolige med, aktivt, selvstændigt og kreativt tolke og omsætte den betydning, som mindretalserklæringerne har for dem, ved hjælp af et medie og i en formidlingsform, de er fortrolige med. Efter et besøg på Dannevirke Museum blev lommefilmene næste dag gjort færdige på A.P. Møller Skolen.

Forskellige kulturer

Dkflabke1Søren og Trine fra Business College Syd og Kira og Marie fra A.P. Møller Skolen var i gruppe sammen og har i deres lommefilm dokumenteret selve de to dage med de unges kulturmøde.
- Vi ville gerne angribe det på en anden måde, så mens de andre grupper har fokuseret på København-Bonn erklæringerne, har vi sat spot på selve de unges kulturmøde med hinanden, som jo sker i erklæringernes ånd, forklarer eleverne.
- Jeg anede ikke, at der var de to mindretal, før vi kom her, fortæller Kira. Og selv om hun langtfra er en ekspert på området efter de to dage, føler hun, at hun har lært en del.
- Det er i hvert fald noget jeg vil være mere opmærksom på nu, siger hun.

Viden og forståelse

Formålet med arrangementet er dels at markere mindretalserklæringernes jubilæum, dels at øge de unges viden om og forståelse for mindretalsforholdene i grænselandet, navnlig det danske mindretal, og skabe interesse for det danske mindretals eksistensvilkår. Sideløbende hermed er det hensigten at styrke sammenhængskraften, dialogen og den gensidige forståelse hen over grænsen mellem unge fra Sønderjylland og Sydslesvig.

2-dages arrangementet er muliggjort takket være økonomisk støtte fra Sydslesvigudvalget.

En særlig plads

Ved et stort afslutningsarrangement på A.P. Møller Skolen talte Danmarks generalkonsul i Flensborg, Henrik Becker-Christensen og delstatsregeringens mindretalskommitterede Renate Schnack til de unge.
- I Slesvig-Holsten har mindretalspolitik altid spillet en stor rolle med København-Bonn erklæringerne som et omdrejningspunkt. Erklæringerne blev til et vendepunkt i forholdet mellem Danmark og Tyskland, og i samlivet mellem mindretal og flertal på hver side af grænsen, siger Henrik Becker Christensen, og tilføjer:
- København-Bonn-erklæringerne indtager en særlig plads, fordi de ikke kun har fået en udenrigspolitisk betydning men også har grebet ind i grænselandsbefolkningens hverdag som en tillidsskabende foranstaltning.
Renate Schnack mindede i sin tale om, at selv om København-Bonn-erklæringerne skabte et stabilt grundlag for en politisk og kulturpolitisk fredeliggørelse af grænselandet, skulle der gå årtier, før der opstod et konkurrencefrit »ved-siden-af-hinanden«
- Og i dag oplever vi et selvbevidst med-hinanden mellem tyske og danske, hvor man møder hinanden med oprejst pande.

Daniel Dürkop