Leg og læring går hånd i hånd

Stimulere sproget, forståelsen for bogstaver og ordleg på en sjov måde.

Dkflaabccafe1

DkflaabccafeSiden 2012 har Dansk Centralbibliotek tilbudt en ABC-cafe til alle 1. klasser og ved samlæsning også 2. klasser på danske skoler i Sydslesvig. Cirka 180 skolebørn tog i år imod tilbuddet om et besøg i september i slutningen af oktober og starten af november. ABC-cafeer blev afholdt på bibliotekerne i Flensborg og i Husum.

Stimulere sproget

- Vi vil gerne aktivt stimulere sproget, forståelsen for bogstaver og ordleg hos børnene på en sjov måde. De skal få lyst til at lege med bogstaver og læse, fortæller børnebibliotekar Susanna Christensen, som har været med til at udvikle konceptet for ABC-cafeen.

- Samtidig vil vi selvfølgelig gerne vise de unge og deres lærere, at børnebiblioteket er fuld af gode historier. Vi vil gerne skabe ejerskab og genkendelse i og til børnebiblioteket og inspirere børnene til at komme igen og tage forældre eller søskende med, siger hun. Under deres ophold i ABC-cafeen oplever børnene et sjovt mini-biblioteksorienteringsforløb med fokus på bogstaver, ord, sanser, krop og musik. Der er to ABC-forløb med forskelligt indhold men med ens rammer og værter fra børnebiblioteket. Der skal ledes efter bogstaver, kastes på dåser og bygges tårne, og så skal der selvfølgelig læses historier.

- Vi afsøger hele tiden nye muligheder for at styrke og videreudvikle vores måde at formidle det danske sprog og de gode historier på. ABC-cafeerne er en ny måde at nå indskolingsbørnene på. Sydslesvig er et stort geografisk område med mange danske skoler og vi vil gerne skabe et attraktivt tilbud og derved trække dem ind og besøge børnebiblioteket, siger Susanna Christensen.

- Vores tilbud bygger på mange års formidlingserfaringer med biblioteksbesøg fra skoleklasser. Og er et forsøg på at udnytte og bruge de mange intelligenser og læringsstile som børn har. Lærerne og børnene som deltager i ABC-cafeerne, er glade for det og lærerne roser legene, som de bruger som inspiration til nye og anderledes indlæringsformer i skolen, siger hun.

God læring

Når man iagttager børnene, for eksempel fra den danske skole i Sørup, har Susanna Christensen helt sikkert ret. De er nærmest skuffet, hver gang en af legene er forbi. De hepper på hinanden, når der skal fiskes efter bogstaver, og sidde helt stille med hænderne foran munden, mens den ene bogstavklods efter den anden bliver sat på tårnet.
De er glade og de har det sjovt. Og det er sådan, man lærer bedst, er Susanna Christensen sikker på.

Daniel Dürkop