København-Bonn-erklæringerne i dag

Flere foreninger er gået sammen om en paneldebat om København-Bonn-erklæringernes betydning i dag. Den finder sted 12. marts 2015 kl. 19.30 i mødelokalet »Grønland« på Christian Paulsen-Skolen i Flensborg.

3192458060

Forbundskansler Konrad Adenauer (th) og statsminister H.C. Hansen fik aftalerne på plads.

Overskriften er: Hvad har vi fået ud af det. I panelet sidder grænseregionens to nye chefredaktører: Gwyn Nissen fra Der Nordschleswiger og Jørgen Møllekær fra Flensborg Avis samt formanden for Grænseforeningen, Mette Bock, og landssekretær for SSW, Martin Lorenzen.

Arrangørerne er Historisk Samfund for Sønderjylland – Sydslesvigkredsen, Sydslesvigsk Forening, Slesvigsk Kvindeforening, Aktive Kvinder i Sydslesvig og Skoleforeningens Center for Undervisningsmidler. De inviterer også på et lille kaffebord med hjemmebag.

Arrangementet er for alle, men tilmelding er nødvendigt. Det skal ske til Flensborg hus på telefon 0049 (0) 461 144 080 senest 9. marts.

Anledningen til debataftenen er, at det 29. marts er 60 år siden, at København-Bonn-erklæringerne blev underskrevet.

Politiker-stævne i Berlin

Udenrigsministrene Martin Lidegaard fra Danmark og Frank-Walter Steinmeier fra Tyskland mødes sammen med blandt andre generalkonsul Henrik Becker-Christensen og andre højt placerede for at fejrer 60 års dagen for København-Bonn erklæringerne. Det sker den 26. marts i Berlin. Dagen efter finder endnu en markering sted i Berlin. Da holder formændene for det danske og det tyske mindretal samt generalkonsulen taler, og der vil være underholdning. Blandt andet spiller Skoleforeningens underholdningsorkester Skurk.

To-dages markering på Sankelmark

Folketingets næstformand, Bertel Haarder, og formanden for den Slesvig-holstenske landdag, Klaus Schlie, holder foredrag på Die Akademie Sankelmark ved et lukket arrangement fredag den 13. marts. Her vil også være oplæg fra de to mindretal, ligesom professor dr. Martin Klatt fra Grænseregionsinstituttet også taler.

Den 14. marts er Die Akademie også vært ved et arrangement. Det er åbent for alle, dog skal man melde sig til på telefon 0049 (0) 4630 550. Her vil repræsentanter fra mindretallene også tale. Desuden vil rektor for A.P. Møller-Skolen, Jørgen Kühl, tale ud fra overskriften »Oplevelser og erfaringer af en vellykket konfliktløsning set ud fra et tysk, dansk og europæisk perspektiv«.

Annelise Mølvig