Kaptajn i tider med høj bølgegang

Skoleforeningens nye formand, Udo Jessen, takker Per Gildberg på Fællesrådsmødet.

Dkflaformandsskab

Sammenligner man Skoleforeningen med et stort flot skib, så har jeg i den tid, jeg har været med om bord, oplevet dig både som første officer og som kaptajn. Begge ting har jeg været glad for.

I årenes løb har du oplevet meget på det her skib. Faktisk har du allerede været med til at renovere det kraftigt, da du i halvfemserne deltog i at udvikle de vedtægter, vi stadigvæk arbejdet med.

Styrkelsen af forældredemokratiet via indførsel af samarbejdsråd i stedet for det gamle forældrerådssystem var et gevaldigt paradigmeskift for Skoleforeningen. Og det gælder det om at beskytte.

Det store skib Skoleforeningen har til tider været ude i meget farlige farvande med storm, høj bølgegang og piskende regn.

Der har været vanskelige situationer, hvor du tog udfordringen på bedste måde. Du var det centrale omdrejningspunkt for en redningsaktion eller for at holde kursen.

Med din rolige, humørfyldte væremåde og absolutte integritet har du med stor indsats forstået at samle kræfterne til de fornødne forandringer undervejs. Du har som kaptajn formået at skabe en stemning af tillid og tryghed om bord.

Så jeg vil sige, at i alle de udfordringer, der har været i de seneste mange år, er det dig, der har ført os igennem dem med en »god ånd«.  
Lad mig forklare hvad denne »gode ånd« indebærer. Den betyder, at

  • kunne mødes – leder, medarbejder eller forælder – og kunne acceptere, respektere og forstå, at mennesker er forskellige
  • det er dejligt, at være sammen og have det sjovt
  • kunne tale om det, der er svært
  • kunne arbejde og skabe noget sammen
  • mærke, at man har haft en dag der gør en forskel, få nye ideer og i fællesskab arbejde frem imod at føre dem ud i virkeligheden
  • holde sammen i dårlige tider og i gode tider
  • kunne holde inde og glæde sig til en ny dag sammen.

Ja og så nu…

  • at træde et skridt til side og indtage en ny plads og finder sig tilrette dér.

Sådan har jeg oplevet dig i alle årene både som menneske, næstformand og formand for Skoleforeningen. Jeg har været glad for at været en del af Skoleforeningens formandskab sammen med dig de seneste seks år. Og jeg er stolt af, at have dannet et makkerpar sammen med dig.

Der har været mange forskellige opgaver og skiftende roller os imellem, og det har givet både dig og mig nogle udfordringer. Det sjove, humoren, fejltagelserne, ærligheden, nærværet og fællesskabet har båret os frem.

Skoleforeningen er et dejligt og stolt skib og den gode ånd er stadig med. Der vil selvfølgelig komme mange nye opgaver, forandringer og udfordringer, men jeg tror, at den også i fremtiden vil være og blive et berigende sted for alle, der kommer og virker her.

Jeg er glad for, at jeg i aften ikke skal komme med en udtalelse som
»Der Lotse verlässt das Schiff, geht von Bord« eller lignende. Nej, jeg glæder mig til og over, at du med al din erfaring, din viden, din kompetence og først og fremmest med din personlighed også de næste år er med i Skoleforeningens styrelse og dermed vil være en vigtig del af ledelsesprocessen.

Tak for inspiration, udfordring og godt samarbejde på kryds og tværs igennem alle årene, kære Per - og velkommen til de kommende tre år med inspiration, udfordringer og godt samarbejde.