Jaruplund satser på Sydslesvig og Norden

Fremover vil Jaruplund Højskole stile efter en overvægt af sydslesvigske, danske og nordiske kursister samt kursister fra andre mindretal. Det fortæller forstander Karsten Dressø.

I øjeblikket går der 15 kursister på forårskurset. Målet er en fyldt skole, det vil sige 40 kursister om tre år.
- Vi regner også med at gøre kurserne længere. Hidtil har vi kørt med tre-måneders kurser, men fremover vil vi tilbyde kurser fra januar til juli og fra september til december, siger Karsten Dressø og fortæller, at de tre sommermåneder bliver brugt på kurser på en eller to uger.

Det er tanken, at flere af kurserne skal kombineres med arrangementer for ikke-kursister.
- Vi vil lægge væggene ned og invitere folk ind, siger han og fortæller, at højskolen sammen med Sydsles­vigsk Forening har planlagt en fælles sankthansfest.
- Der kan også være korte kurser, hvor et af oplæggene egner sig til at åbne op for andre deltagere, siger Karsten Dressø og fortæller, at arrangementerne vil blive annonceret i Sydslesvigkalenderen.

Uanset om det er et kursus i folkedans eller Vadehavet, skal der ifølge forstanderen altid være noget om sydslesvigsk kultur og det at tilhøre et mindretal.

Sidste år var der i alt 752 kursister på de korte kurser. På nuværende tidspunkt har 606 meldt sig til sommerens kurser.
- Det er da positivt, at vi er så langt fremme, siger Karsten Dressø og fortæller, at de fleste af de tilmeldte kommer fra Danmark.

Annelise Mølvig