Hurtigt internet til alle skoler

Skoleforeningen vil investere op mod 150.000 euro i forbedringen af it-infrastrukturen.

Hvis alt går, som det skal, kan alle danske skoler i Sydslesvig om cirka et år glæde sig over hurtige internetforbindelser. Skoleforeningens styrelse har sagt god for, at der skal bruges op mod 150.000 euro om året på hurtig linjeteknik.

- Det svarer til en merudgift på 20 euro pr. elev pr. år, sagde lederen af Skoleforeningens it-kontor, Leif Olaf Truelsen Knigge på det seneste møde i Skoleforeningens styrelse.

Investeringen er en nødvendighed, hvis man ønsker at bruge de mange web-baserede undervisningsmidler, der står til rådighed i Danmark. Og dem er der mange af. I de seneste tre år har den danske stat stillet en milliard kroner til rådighed til formålet.

- Hvis vi vil drive dansk pædagogisk virksomhed i Sydslesvig, skal vi også have adgang til de pædagogiske læremidler. Og for at vi kan det, skal vi have infrastrukturen i orden, sagde Skoleforeningens direktør, Anders Molt Ipsen på styrelsesmødet.

Der var i styrelsen bred enighed om, at ikke en eneste skoleelev må efterlades. Skoleforeningen kan ikke leve med, at der er forskellige hastigheder afhængig af, hvor man går i skole. Derfor kommer der nogle meget dyre løsninger på nogle få skoler, som ellers ikke ville kunne få hastigheder på op til 100 mbit.

Opkvalificering

Samtidig med, at infrastrukturen opgraderes, skal lærerene opkvalificeres.
- Mange lærere er endnu ikke rustet til at kunne bruge de mange forskellige web-baserede undervisningsmidler, men det nyttede ikke at sende dem på kursus, når redskaberne ikke findes i institutionerne. Det skal udvikles samtidig, men allerførst skal infrastrukturen sættes i gang, forklarede skolekonsulent Hans Christian Christiansen, som står for den pædagogiske it i Skoleforeningen.

Samtidig med, at der skal ske et stort løft for skolerne, var der enighed om, at også børnehaveområdet skal i fokus på området.
- It er efterhånden også et pædagogisk redskab i daginstitutionerne, sagde børne- og skolefritidschef Birgit Messerschmidt.

Daniel Dürkop