Høvdingene indtager København

Bliver du ramt af modstanderens bold, er du død. Reglerne for høvdingehold er enkle. Ti mand på hvert hold skal kæmpe, indtil det ene hold er udslettet.

Hoevdingebold

- Eleverne er helt vilde med det, siger overhøvdingen, Monica Eichhorn, der kommer fra Gustav Johannsen-Skolen. Hun er formand for idrætsudvalget i Kreds Sydslesvig og arrangør af det store høvdingebold-stævne.

Forinden har eleverne kæmpet mod hinanden. De to bedste hold fra hver kreds deltog i høvdinge-stævnet i Idrætshallen i onsdags. Vinderholdet, Spacemonkeys fra Jørgensby-Skolen, går videre til Skoleidræts Danmarks-mesterskab i København den 12.-13. maj.

På andenpladsen kom Skovlund-Valsbøl og på tredjepladsen The Fighters fra Harreslev Danske Skole.

- Det er spændende at kæmpe mod andre hold, som vi ikke kender, lød det fra The Fighters. Selv om de lige havde tabt kampen mod Spacemonkeys, beholdt de kampgejsten:
- Vi tabte, fordi de andre var bedre, men vi gjorde vores bedste, lød det i kor.
Mange af holdene spillede uafgjort og måtte ud i tredje runde for at afgøre kampen.

- Elever er blevet dygtige til høvdingebold, de er meget jævnbyrdige, og mange spiller taktisk, siger Monica Eichhorn.

Annelise Mølvig