Erfaren psykolog bliver ny leder af PPR

42-årige Mads Huse fra Sønderborg efterfølger Hans Jessen som ledende skolepsykolog ved Skoleforeningens Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.

Mads HusePædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) rådgiver forældre, daginstitutioner og skoler blandt andet i forhold til børn og unge med særlige vanskeligheder. Skoleforeningens socialarbejdere er desuden tilknyttet PPR.

Mads Huse stammer oprindelig fra Aalborg og medbringer solid erfaring som autoriseret psykolog. I de seneste 5½ år har Mads arbejdet hos Børn & Familie i Sønderborg Kommune, hvor han blandt andet har betjent kommunens specialskole og været facilitator for skolens omstrukturering. Mads Huse har sideløbende været i gang med specialistuddannelse inden for Klinisk Børneneuropsykologi og er desuden uddannet til LP-vejleder. Gennem de seneste tre år har Mads Huse været tillidsrepræsentant med deltagelse i både det lokale og centrale medarbejderudvalg.

Udover sin erfaring inden for den psykologiske sektor har Mads Huse en bred livs- og erhvervserfaring med sig i baggagen. Han har blandt andet arbejdet som system- og netværksadministrator, er tidligere uddannet akademiøkonom og har i den sammenhæng boet i Nordrhein-Westfalen. Mads Huse har desuden været engageret inden for det frivillige foreningsarbejde og gennem næsten et årti haft hovedansvar og stået for vagtplankoordination af 90 medarbejdere på Roskilde Festival.

»Jeg ser meget frem til at være med til at præge Skoleforeningens fremtid, således at PPR anvendes bedst muligt i forhold til både forældre, børn og unge samt samarbejdspartnere«, udtaler den kommende ledende skolepsykolog Mads Huse. »Det er mit mål at være med til at skabe en arbejdsplads, man er stolt af, og hvor medarbejderne anses som den største ressource.«