Enighed om at samarbejdet skal fortsætte

Det giver ingen mening, at dansk-tysk skolesamarbejde er blevet stoppet. Skoleforeningen leder efter en politisk løsning.

Dansk Skoleforening for Sydslesvig tager  nu igen initiativ til at få genetableret samarbejdet med de tyske institutioner, der tager sig af skolebørn med særlige behov. Samarbejdet er for et år siden blevet stoppet af undervisningsministeriet. Sagen blev forleden diskuteret på Sydslesvigsk Vælgerforenings hovedudvalgsmøde, som havde inklusion som emne. Her var det viceministeren i undervisningsministeriet, Dirk Loßack, der præsenterede delstatsregeringens nye lov på inklusionsområdet. Og Dirk Loßack lyttede opmærksomt, da Skoleforeningens afdelingsleder, Olaf Runz, forklarede, at Skoleforeningen har svært ved at opfylde kravene om inklusion af børn med de forskellige særlige behov, hvis ikke man kan trække på for eksempel »Zentrum für kooperative Erziehungshilfe (ZKE)« i Flensborg eller »Landesförderzentrum Schleswig-Holstein«.

Viceminister sat på sagen

- Beslutningen om at stoppe samarbejdet på disse områder er i hvert fald ikke gået over mit bord, bemærkede viceminister Dirk Loßack, og lovede at undersøge sagen.

Det samme gjorde den forhenværende undervisningsminister, Wara Wende allerede for godt et år siden, da hun blev gjort opmærksom på problemet, uden at der dog skete noget.

På hovedstyrelsesmødet forklarede Olaf Runz, at det hidtidige samarbejde blev stoppet fra den ene dag til den anden.
- Lederen af ZKE har meldt ud, at de gerne vil hjælpe os, men at det kun er muligt, hvis de berørte børn først meldes ind i en tysk skole. Det burde være muligt at finde en løsning, der tager hensyn til mindretalsbørnenes tarv, uden at de skal forlade mindretallets skoler, sagde Olaf Runz.

SSW tager sagen op

SSWs gruppeformand i landdagen, Lars Harms, har sidenhen lovet at tage sagen op.
- Det må vi finde en løsning på, siger han.
Skoleforeningens formand, Udo Jessen, ser derfor positivt på, at der snart kommer bevægelse i sagen.

- Både den forhenværende minister og den nuværende viceminister har jo forstået, at det ikke giver mening, at vi ikke længere samarbejder. Hvis nu også SSW tager fat, er jeg positiv. Vi har jo lige igen oplevet, hvor stor en merværdi det har for Skoleforeningen, at SSW sidder med i regeringen. Det skete, da ligestillingen af vores skoler blev formuleret i en af de to puljer, der finansierer skolesocialarbejdet. Med hensyn til den anden pulje, som primært berører skolesocialarbejderne i grundskolerne, og hvor vi hidtil ikke er blevet tilgodeset, regner jeg med, at vi sammen med SSW ligeledes opnår ligestilling, siger Udo Jessen.

Daniel Dürkop