Driftsrådsvalget holder ikke i retten

Dommer ser rigtig gode grunde til, at Skoleforeningens driftsrådsvalg skal erklæres ugyldigt.

Mere end 1400 ansatte i over 100 institutioner og afdelinger kan se frem til at driftsrådet skal vælges om.Den egentlige domsafsigelse sker først i et retsmøde i starten af februar 2015. Men allerede efter forligsmødet ved arbejdsretten i Flensborg, som fandt sted i sidste uge, er alle parter sikre på, at der skal finde et nyt driftsrådsvalg sted i Skoleforeningen. Det var Gymnasieskolernes Lærerforening i Sydslesvig, som anfægtede driftsrådsvalget i juni. 

Det gjorde de af flere grunde, men arbejdsretsdommeren Carla Evers-Vosgerau hæftede sig især ved, at der ikke var blevet afholdt selvstændige driftsrådsvalg i de institutioner, der ligger mere end en times kørsel væk fra Flensborg. Denne mangel vejede i hendes øjne så tungt, at hun ikke mente, at det var nødvendigt at drøfte eventuelle andre forseelser.

Helt entydigt

- Jeg frygter, at De kan se frem til et nyvalg, sagde dommeren henvendt til Skoleforeningens direktør Anders Molt Ipsen, som iagttog konflikten mellem medarbejdergrupperne fra sidelinjen. 

Men selvom dommerens vurdering var helt entydig, reagerede konflikternes parter ikke umiddelbart, som man havde forventet. I stedet for at glæde sig over at have fået medhold i klagen, foreslog gymnasielærernes, advokat, at hele retssagen nu skulle udsættes i et år, så man kunne vende tilbage til forhandlingsbordet og finde frem til en ny aftale for driftsrådsstrukturen. Driftsrådets advokat, derimod, holdt fast i, at der skal holdes et retsmøde til februar, som efter alt sandsynlighed vil ende med, at der skal udskrives nyvalg af driftsrådet. 

Baggrunden er, at gymnasielærerne vurderer, at de intet har at vinde ved et nyvalg. Retten har allerede i andre retsmøder slået fast, at hverken gymnasielærerne, Duborg-Skolen eller A.P. Møller Skolen har krav på et selvstændigt driftsråd. Gymnasielærerne kan kun opnå særrettigheder ved forhandlingsbordet og ønsker derfor nye samtaler med de andre medarbejdergrupper og Skoleforeningen. 

Driftsrådet derimod har hele tiden arbejdet for, at der kun skal være et driftsråd i Skoleforeningen. At der ved et eventuelt nyvalg kan opstå et antal af mindre driftsråd i institutionerne langt væk fra Flensborg, vurderer driftsrådet til kun at være  et teoretisk problem. For sandsynligheden er stor, at de berørte institutioner slet ikke har en interesse i at danne selvstændige driftsråd. I stedet for kan de skrive under på, at de hellere vil deltage i driftsrådsvalget for hele organisationen.

De nuværende driftsrådsmedlemmer kan således se frem til et valg, der finder sted under de samme betingelser, som valget i sommer. At resultatet bliver det samme er derfor sandsynligt. Et nyt valg har også en økonomisk dimension, og det er her, Skoleforeningen kommer ind i billedet. Det er nemlig arbejdsgiveren, der skal betale alle omkostningerne.

Daniel Dürkop