De er så dygtige

Body Rhythm Factory har givet seks koncerter på tre skoler i Sydslesvig, heriblandt Læk Danske Skole.

DSC_6864

Camia Nahnsen, Hannah Christiansen og Lola Kirchner fra Læk Danske Skole var med til Body Rhythm Factory-koncert. Eleverne lod sig opsluge af Body Rhytm Factorys musik. Det var eksperimenterende, ikke den slags, man hører i radioen, mente tre piger.

Tæt sammen. Støvlerne af og benene op. Camia Nahnsen, Hannah Christiansen og Lola Kirchner fra Læk Danske Skole var helt klar til koncert med Body Rythm Factory. Både Hannah og Lola får privatundervisning i musik. Hannah spiller klaver - alt fra klassisk over moderne til filmmusik, mens Lola både spiller klaver og saxofon. De forsøger også at lære Camia at spille, men det kniber med tiden.

- Det var spændende at se og høre, hvordan de opfører nye ting og bruger instrumenter, vi ikke kender, sagde Hannah efter koncerten.
Lola supplerede:
- Det er megaspændende at lære nye kunstnere at kende. Og så var de afslappede.
- De er så dygtige, siger Camia.

Med til pigernes begejstring hører også, at koncerten lå oven i en tysktime.
Alle tre hører meget musik og tager gerne til koncerter. Både Beatles og ny musik strømmer ud af deres højttalere. Reggaekongen Bob Marley er et af deres idoler, men også Lukas Graham.

- Vi har været til tre koncerter med Lukas Graham – både i Tønder, på Flensborghus og på Sild, siger Hannah, der fik en billet til en koncert med Robby Wiliams i julegave.

- Koncerter er nok det, vi bruger flest penge på, erkender hun og fortæller, at de også hører den tyske sanger Lary og eksperimenterende tysk musik.

Annelise Mølvig

Læs mere her