Dansk pige søger sydslesvigsk værtsfamilie

Silja fra Silkeborg har lyst til at bo i Sydslesvig i et år og gå i 10. klasse på en dansk skole. Nu mangler hun bare en sydslesvigsk familie, der har lyst til at være værtsfamilie for hende.

Silja

Silja er faktisk født i Kiel, hvor hun og hendes danske familie har boet i syv år. Efter at de flyttede tilbage til Danmark, har Silja så godt som muligt forsøgt at holde det tyske sprog vedlige. Silja har tre søskende, hendes hobbyer er fodbold og musik, og Siljas forældre har tilbudt at optage et sydslesvigsk barn i en kortere eller længere tid, som så kan gå i skole i Silkeborg.

Silja er første kandidat til det projekt, Skoleforeningens rejsekontor kalder »frivilligt 10. bonusår som udvekslingselev i Sydslesvig«: En elev fra Danmark kommer ned og bor hos en værtsfamilie, går i en af de danske skoler og færdes – på tværs af sprogene – i et netværk med danske/tyske/sydslesvigske unge. Det er en win-win situation, hvor det at have én rigsdansk elev i klassen har positiv indflydelse på det danske klassesprog, og hvor det at have et dansk gæstebarn kan styrke familiens danske hjemmesprog. Samtidig får den unge udvekslingselev fra Danmark kendskab det mindretallet syd for grænsen og får helt naturligt styrket sit tysk igennem den daglige færden i byen, til fritidstilbud med mere.

Silja glæder sig rigtig meget og håber på at finde en værtsfamilie.

Hent flere informationer hos Rejsekontoret via info@feriebarn.dk