Børnehave og skole rykker tættere sammen

I Kappel har samarbejdet mellem institutionerne stået på dagsordenen til en række fællesmøder.

Dkflakajmunk1

KAPPEL. Kaj Munk Skolen i Kappel og Kappel Børnehave har gennemført tre pædagogiske dage sammen for at  udbygge samarbejdet.
Ønsket om et mere forpligtende samarbejde udsprang hos skoleleder Helga Bade og børnehaveleder Irid Stephani efter en fælles konference for skole- og børnehaveledere i Skoleforeningen, som fandt sted på Christianslyst sidste år. I alt deltog 15 medarbejdere fra de to institutioner i møderne.

Fælles forståelse

Udgangspunkt for de tre pædagogiske dage var, hvad der er instiutionernes fælles afsæt, hvordan samarbejdet skal udmøntes, og hvad der er institutionernes næste skridt. Der blev diskuteret i grupper for at komme frem til en fælles forståelse for det væsentlige område i samarbejdet. Man blev enige om, at det skulle være, at børnenes læring i det sociale fællesskab skal styrkes.

Som et næste skridt gik man i gang med at tale om, hvordan institutionernes samarbejde konkret skulle udmøntes, og hvad der var målsætning for de aktiviteter, der sættes i gang. Her blev man enige om at målene var, at børnene skal støttes i at danne nye relationer og at man vil dele viden om alle børn.

I en mere praksisorienteret tredje fase af de pædagogiske dage blev der brainstormet løs på tværs af børnehave og skole. Fokus var at blive enige om konkrete tiltag: I første omgang blev det til fælles morgensamling med et større indhold. Efterfølgende satte en gruppe af medarbejdere sig sammen for i fællesskab at fastlægge indholdet af aktiviteten med fokus på at dele viden om alle børn, samt at støtte børn i at danne nye relationer.

Forpligtende

- Ideen med projektet var at vi efter sommerferien kunne starte op med et forpligtende samarbejde, ift. børns overgang fra børnehave til skolen, hvor ansvaret var ligeligt fordelt på begge institutioner, at medarbejderne gennem dialog kunne opnå et ejerskab, som er en vigtig forudsætning for motivationen i det praktiske arbejde, og at der bliver udarbejdet en projektmappe, der gør det muligt, at gennemføre aktiviteten uanset personalefravær eller skift.

- Vi tror at det har været rigtig givtigt, at der har været rum og tid til fordybelse af faglig kommunikation på tværs af institutionerne. Dette kan efter vores opfattelse kun være til gavn for det fremtidige samarbejde, siger Helga Bade og Irid Stephani.

Daniel Dürkop