#TegnDanmarksFremtid

Børn og ansatte i Skoleforeningen var med til at tegne Danmarks fremtid.

Dkflaord 4smallDer var dømt billedregn på de sociale medier, da København, Aarhus, Aalborg, Odense, Sydslesvig og resten af Danmark lagde vejbelægning til et kridt-event.

På trods af grå himmel og enkelte regnbyger var der flot fremmøde, da Grænseforeningens Kulturmødeambassadører i slutningen af april gennemførte kridt-eventet #TegnDanmarksFremtid.
- Det gik godt i alle byerne og på de seks sydslesvigske skoler, som deltog. Der blev skrevet rigtig mange gode ønsker for Danmarks fremtid, fortæller Maya Bram Sommer, som er projektleder for Kulturmødeambassadørerne.

Meldingerne fra de fire største danske byer og fra Sydslesvig vidnede om, at det var en mangfoldig skare, der mødte op.
- Og vi var i hvert fald var på den gode side af 500 deltagere og besøgende, vurderer Maya Bram Sommer, ikke mindst på baggrund af, at mindst fem sydslesvigske skoler deltog.

Billedgalleri

Mange af de fremmødte tog smartphonen frem og forevigede deres ønsker ved at lægge billeder på Instagram. Mandag, dagen efter begivenheden, kunne man således finde 203 billeder med #TegnDanmarksFremtid.
Maya Bram Sommer, der er glad for at komme så massivt ud, takker de danske skoler og andre fra det danske mindretal, som deltog i kridt-eventet.
- Vi vil gerne sende jer en stor tak for det flotte arbejde med at samles og skrive drømme for Danmark med kridt. De mange billeder er blevet delt på Instagram, som nu har et smukt billedgalleri af alle drømmene, siger Maya Bram Sommer.

Daniel Dürkop

Se en video fra kridteventet på Gustav Johannsen-Skolen nedenfor