»Forældredemokratiet er det bedste vi har«

Samarbejdsråd skal klædes på til at kunne varetage de vigtige opgaver i institutionerne og foreningen.

Dkflafplusªllesrplusñd1

Skoleforeningen er forældrestyret. Det er dem, der vælger og vælges til fællesrådet og  Skoleforeningens styrelse. Det er også forældrene, der har flertallet i skolernes og daginstitutionernes samarbejdsråd.

- Forældredemokratiet er det bedste, vi har, siger Skoleforeningens formand, Udo Jessen.

Derfor er det nødvendigt, at vi klæder de nye samarbejdsråd på, så de kan varetage deres demokratiske opgaver, siger han.

Ansvar følger med

Med selvstyret følger der nemlig også et ansvar. Forældredemokrati forudsætter, at forældrene involverer sig, og derfor skal de kende spillereglerne.

- Vi har brugt ni regionale møder til at klæde samarbejdsrådene på. Jeg er glad for, at der har været repræsentanter fra stort set alle institutioner med til møderne siger Udo Jessen.

- Deltagerne kan så fungere som multiplikatorer, så vi kan få endnu flere med.

Konkrete forslag

Der har været en del gode diskussioner på møderne, og der har også været konkrete forslag til at forbedre forældredemokratiet i Skoleforeningen, blandt andet ved at inddrage de forældre, der sidder i institutionernes samarbejdsråd på et tidligere tidspunkt i foreningsarbejdet i fællesråd og styrelse. Det gælder især forældrene i daginstitutionerne. De kan inviteres med til alle regionale fællesrådsmøder for at skabe et bedre netværk.

- Skoleforeningen lever af, at de folk, der afleverer det dyrebareste, de har - deres børn - også er med til at forme foreningen, siger Udo Jessen.

Daniel Dürkop