Vandskade koster 120.000 euro

Vandskaden i Skovgade Børnehave er skyld i, at næsten alle børn og pædagoger hver morgen køres med bus til spejderlejren Tydal.

FLENSBORG. Dansk Skoleforening for Sydslesvig oplyser, at vandskaden i Skovgade Børnehave vil kræve en investering på mellem 120.000 og 130.000 euro.

- Vi må se, hvor stort omfanget i sidste ende er. Men det er i den størrelsesorden, forsikringens eksperter vurderer skaden nu, siger Dirk Clausen, der er leder af Skoleforeningens tekniske afdeling. Skaden er ifølge Skoleforeningen forsikringsdækket - men børnehaven vil formentligt først kunne bruges igen i slutningen af året.