Sydslesvigske unge i digital action

A. P. Møller Skolens unge vandt lommefilmskonkurrence under 1864-projekt.

Dkflayoungdigitals1

SLESVIG. Den 12. til den 15. april deltog 300 gymnasieelever fra Sydslesvig og Danmark i en ungdomscamp, som var led i projektet »Future Borders - Young Minds in Digital Action«. Projektets formål var at finde fremtidens digitale undervisningsformer samtidig med, at sammenholdet på tværs af den dansk-tyske grænse skulle styrkes. Initiativtagerne til »Young Digitals« er Kunsthallen Sønderborg sammen med A. P. Møller Skolen og Business College Syd/Sønderborg.

Lommefilm

»Young Digitals« blev i efteråret og her til forår afholdt som en række master classes. Her blev lærerne inspireret til at anvende nye digitale undervisningsformer i timerne, mens eleverne lavede lommefilm om emnet »Demokrati - 1864 til fremtiden«. Med udgangspunkt i markeringen af 150-året for Slaget ved Dybbøl den 18. april 1864 blev det andet led i projektet, ungdomscampen, afviklet på Alsion i Sønderborg.

Her deltog unge fra Danmark såvel som elever fra A. P. Møller Skolen i Slesvig. Mens den første dag stod på besøg på Historiecenteret på Sønderborg Slot og en introduktion til digital storytelling, fik campens deltagere senere hen mulighed for at afprøve nye apps, et elektronisk gulv og nyt digitalt udstyr for til sidst at komme med deres bud på, hvordan fremtidens digitale undervisningsformer skal se ud.

Dkflayoungdigitals2Æresgæst ved campens store afslutningsshow den 15. april var H.K.H. Prinsesse Marie, som overrakte iPads til en af klasserne fra A. P. Møller Skolen. Fire af klassens elever, Colja Stork, Magnus Werner, Niklas Hingst og Troels Rasmussen, havde nemlig vundet lommefilmskonkurrencen.

I afslutningsarrangementet deltog desuden fra dansk side bl.a. regionsrådsformand Carl Holst, formand for Folketingets Europaudvalg Eva Kjær Hansen og Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen. Fra Slesvig-Holsten deltog bl.a. justits-, kultur- og europaminister Anke Spoorendonk, landdagens vicepræsident Bernd Heinemann, mindretalskommitteret Renate Schnack og Flensborgs overborgmester Simon Faber. Tidligere videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen fra Kunsthallen Sønderborg, rektor for Business College Syd, Dorthe Milling Stjernholm og rektor for A. P. Møller Skolen Jørgen Kühl var værter for arrangementet. De mange gæster blev underholdt af danske L.I.G.A., som lige har vundet en Zulu Award, og af komikeren Thomas Warberg, ligesom elevernes lommefilm og billeder blev vist på storskærmen. Afslutningsvis præsenterede de unge deres demokratierklæring, som på imponerende vis var udtryk for, at krigen fra 1864 kan lære os alle noget om mulighederne i fremtiden.

Sidegevinst

For Sydslesvig og det danske mindretal var det en god sidegevinst, at de unge sydslesvigere fra A. P. Møller Skolen nåede ud til en bred del af den danske befolkning, idet både den danske lokalpresse samt landsdækkende medier bragte indslag om projektet.

Projektet »Future Borders - Young Minds in Digital Action« blev muliggjort ved hjælp af økonomisk støtte fra Region Syddanmark, Mads Clausens Fond og Sønderborg Kommune.

Daniel Dürkop