Sydslesvigs bedste oplæser er fundet

Anton Rohrmoser blev kåret som den bedste oplæser i Sydslesvig. Han var en af de fem deltagere, der skulle læse to tekster op for tre dommere og 130 tilskuere.

Stormester

FLENSBORG. - Nu bliver det først rigtig spændende, hvem mon der vinder, sagde Aimee Stüdemann fra Jes Kruse Skolen, da hun var på vej tilbage til salen, lige før Sydslesvigs bedste oplæser skulle kåres. Hun er klassekammerat til to af de fem deltagere, der var med i konkurrencen. Der var mødt 130 elever op på Dansk Centralbibliotek i Flensborg tirsdag for at overvære den årlige konkurrence »Stormester i Oplæsning« og for at heppe på deres kammerater.

Deltagerne var Anton Rohrmoser og Emily Navina Borchert fra A. P. Møller Skolen, Ida Tode og Janne Brückner fra Jes Kruse Skolen og Samuel Happich fra Ejderskolen.

Det blev så Anton Rohrmoser, der vandt. Han læste op fra bogen »Divergent« af Veronica Roth. Dommerne roste især hans rolige fremtræden og dramatisering af teksten.

- Jeg havde valgt netop den tekst, fordi den er meget spændende, så den er god til at læse højt, sagde Anton.

Marie Buhl