Strukturdebatten

Mindretallet er inde i en strukturdebat. En kreds af aktører debatterer muligheden for et Sydslesvigting, og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger har netop fremlagt en regionsmodel, der plæderer for en effektivisering og centralisering af mindretallets organisationsstruktur. I dagens kronik tager Skoleforeningens næstformand stilling til de to muligheder.

Udo Jessen

Den nuværende decentrale foreningsstruktur er et produkt af mindretallets historie og genspejler dets pluralisme. De forskellige organisationer løser konkrete, afgrænsede opgaver og danner tilsammen et bredtfavnende netværk for den dansksindede befolkning. Skoleforeningen er således specialiseret på driften af daginstitutioner og skoler og løser hermed den offentlige opgave at sikre mindretallets børn adgang til dansk læring og dannelse.

Det er op til det enkelte medlem af mindretallet at positionere sig og vælge medlemskab i de foreninger, der passer til dens virkelighed og behov. Skoleforeningen tilkommer i denne sammenhæng tit den særlige rolle at være nye mindretalsmedlemmers første kontaktflade med mindretallets foreningsliv. Også for dem, der er født ind i mindretallet, er det øjeblik, hvor de skal træffe valg af daginstitution og skole for deres egne børn, betydningsfuldt. Med valget af en dansk institution tager man ikke blot en vigtig beslutning for sit barn, man træffer et aktivt valg for det danske og bekræfter herved sit eget ståsted i mindretallet.

Skoleforeningen får herigennem en funktion som indslusningsforening. Vi tager opgaven meget alvorlig og lægger vægt på, at vores medlemmer ikke blot kan tilslutte sig vores målsætning, men også bekender sig til mindretallet som helhed og oplever sig som en medskabende del af fælleskabet.

Vi er tæt på basis og bestræber os på at sikre og øge forældrenes indflydelse på foreningens udvikling. Og selvom foreningslivet ellers er under pres både nord og syd for grænsen, og mange foreninger har svært ved at rekruttere medlemmer til det frivillige arbejde, er Skoleforeningen inde i en meget positiv udvikling. Frivilligheden er i fremgang, og vi kan heldigvis trække på mange engagerede forældre, der aktivt deltager i videreudviklingen af vores pædagogiske institutioner.

Skoleforeningens struktur er bygget op som et forældredemokrati, både lokalt med omtrent 400 forældre repræsentanter i institutionernes samarbejdsråd og på overordnet plan med 100 delegerede i Skoleforeningens Fællesråd.

Vi oplever, at forældrene gerne vil være med til at skabe de bedst mulige betingelser for deres børns læring og dannelse. Og takket være forældrenes opbakning og aktive medvirken er det i de seneste år blandt andet lykkedes at udvikle og etablere fællesskolekonceptet og heldagsskoleordningen. Skoleforeningen lever dermed ikke blot op til de tyske lovkrav, men er også en vigtig aktør og troværdig sparringspartner i det slesvig-holstenske skolelandskab.

Vores erfaring viser, at det er den konkrete forbindelse til medlemmernes hverdag, der skaber engagement. Når medlemmerne oplever, at de kan gøre en ægte forskel de steder, der betyder noget for deres egen hverdag, vil de gerne yde en indsats. Og vi kan glæde os over, at vores aktive medlemmer repræsenterer et bredt udsnit af mindretallet og således er med til at skabe dialog på tværs af aldersmæssige, sociale, regionale og kulturelle forskelle i Sydslesvig.

Med alene 55 daginstitutioner og 46 skoler er Skoleforeningen en stor organisation. Det er en krævende opgave at inddrage alle forældre i de processer, der vedrører deres børn og skabe tilstrækkelig mulighed for drøftelse og medbestemmelse. På trods af foreningens specialisering skal medlemmerne forholde sig til en bred vifte af problemstillinger. Og vi er opmærksomme på, at det fremover er nødvendigt med endnu mere decentralisering og fokus på regional drøftelse af emner for at klæde forældrene på til at tage de vigtige beslutninger, der skal træffes i Fællesrådet.

Regionsmodellen

På baggrund af de foroven skitserede erfaringer oplever vi regionsmodellen som en drastisk afdemokratisering af skole- og daginstitutionsområdet. I regionsmodellen varetages det politiske ansvar af rådsmedlemmer, der skal tage sig af de politiske beslutninger, der på nuværende tidspunkt træffes af mange hundrede forskellige mennesker i de forskellige foreningers øverste folkevalgte myndigheder. For daginstitutions- og skoleområdet vil denne centralisering skabe en større afstand mellem forældrene og de beslutninger, der træffes på overordnet plan. På baggrund af vores erfaringer vurderer vi derfor, at sådan en model vil gøre det langt mere vanskeligt at mobilisere og engagere basis.

De problemstillinger, der vedrører skole- og daginstitutionsområdet vil skulle konkurrere med andre dagsordner og kun udgøre en lille del af de emner, de folkevalgte skal tage stilling til. Og den øgede kompleksitet vil de facto føre til, at en stor part af beslutningerne vil blive taget på administrativt plan. Erfaringerne fra Samrådet viser netop, at det er de store abstrakte emner, der dominerer på det overordnede plan og tit hæmmer den konkrete omsætning af tiltag.

Skoleforeningens specialisering sikrer skolerne og daginstitutionerne den opmærksomhed, der er nødvendig for at skabe udvikling og fremgang. Skoleforeningens klare fokus er desuden garant for, at de midler, der er øremærket til pædagogisk virke, udelukkende bruges til de definerede formål. Skoleforeningens opgaver udgør en økonomisk sværvægter i forhold de andre indsatsområder i mindretallet. En indlemmelse af dette område i en enhed, der også skal løse talrige andre opgaver, vil uafværgelig føre til konkurrence og fare for nedprioritering af dette vigtige indsatsområde og svække daginstitutionernes og skolernes forhandlingsposition i forhold til mindretallets øvrige aktører og offentlige tilskudsgivere.

Modellen indebærer ikke kun en svækkelse af forældrenes interesser, den løber også fare for at forstyrre balancen organisationerne imellem. Eftersom et medlemskab i kirken og partiet naturligvis ikke kan knyttes til valg af daginstitution, skole og kulturtilbud, vil SSW og Dansk Kirke i Sydslesvig få en outsiderrolle i forhold til en dominant forening, der optræder som mindretallets officielle hovedorganisation. Det er også uklart, hvordan Friisk Foriinings rolle vil være i en sådan konstruktion.

Mindretallet præsenterer sig på nuværende tidspunkt som en sammensat befolkningsgruppe. Mens nogle i mindretallet er aktive i alle sammenhænge, vælger andre kun et udsnit af de mulige danske tilbud. Et menneske, der blot udtrykker sin danskhed via et medlemskab i kirken, er således ikke mindre dansk end den, der er medlem alle steder. Og mindretallet udelukker heller ikke dem, der slet ikke er medlemmer af en forening eller danner deres egne små foreninger og netværk. Mindretallet bæres af foreningerne, men sindelaget er privat. Regionsmodellen lægger derimod op til en kobling af sindelag og foreningsmedlemsskab og risikerer herved at tage patent på danskheden i Sydslesvig og centralisere mindretallets repræsentation på enkeltpersoner.

Sydslesvigting

Når der samtidig holdes fast i den aktuelle ordning, der forudsætter, at foreningernes ansatte ikke kan vælges til de politiske organer, vil modellen desuden udelukke en stor del af dem, der på nuværende tidspunkt engagerer sig, fra at deltage i foreningsarbejdet. Da arbejdsbelastningen for de folkevalgte samtidig må vurderes til at stige betragteligt, må man gå ud fra, det kun er en meget lille, elitær kreds, der vil have mulighed for at engagere sig i regionsrådet. Det samme må antages at være tilfældet for et Sydslesvigting. Det er tvivlsomt, at det er muligt at motivere basis til at engagere sig i et overordnet mindretalsparlament.

Begge modeller bryder med den nuværende struktur, hvor mindretallets organisationer integrerer sig i samfundet på lige fod med tyske organisationer. Ideen om et eget parlament er her særdeles problematisk. Vores foreninger er underlagt tysk lovgivning. De demokratiske beslutninger, der træffes i landdagen og forbundsdagen samt på kreds- og kommunalplan har også gyldighed for os. Mindretallet er repræsenteret i disse organer gennem SSW, som varetager mindretallets interesser. Opbygningen af et parallelparlament står i direkte modsætning til vores selvforståelse af at være integrerede borger i det tyske samfund.

Et Sydslesvigting kan derfor kun tænkes at få funktion som et korrektiv til Samrådet. Det vil dog de facto skabe problemer i forhold til foreningslovgivningen, hvis et sådant parlament vil tage indflydelse på de beslutninger, der træffes af foreningernes øverste myndigheder.

Begge modeller udgør ud fra vores perspektiv en ægte risiko for balancen i mindretallet. En balance der på trods af hårdnakkede forestillinger om dårligt samarbejde organisationerne imellem fungerer udmærket i det daglige. Mindretallet råder over fremragende tilbud på både kultur-, idræts-, biblioteks-, skole- og daginstitutionsområdet samt sundhedssektoren, vi har kirker, egen avis og en solid politisk repræsentation.

Selvom den offentlige debat har haft fokus på områder med uenighed i Samrådet, løses langt den overvejende del af de fælles anliggender konstruktivt. Således har der i mange år været enighed omkring prioritering af anlægsopgaver i mindretallet. Og det er også lykkedes at blive enige om budgetansøgningen for 2015.

Organisationerne samarbejder på tværs i det daglige. Der er konkrete serviceaftaler om IP-telefoni og energileverancer, og det vil nemt være muligt at identificere områder, hvor vi med fordel kunne samarbejde om langt flere opgaver, end det allerede er tilfældet i dag, og etablere fælles service for organisationerne, uden at opgive den decentrale struktur.

Også på overordnet plan lykkes det os at mestre kriser i fællesskab. Kampen om ligestillingen er et strålende eksempel på, hvorledes vores brede netværk har kunnet mobilisere basis og få politisk gennemslagskraft ved at bruge de forskellige tilgangskanaler, vores forskellige organisationer råder over.

Vores decentralt organiserede netværk har vist sig at være utrolig stabilt og kriseresistent, mens centralistisk organiserede strukturer er uhyre følsomme. Mens vi på nuværende tidspunkt både kan komme hverandre til undsætning og være aktive sparringspartnere for hinanden, er en central struktur både langt mere angribelig udefra, ligesom det savner mulighed for internt modspil. Vi vurderer derfor en politisk centralisering som en akut fare for mindretallets fremtid.

Mindretallets nuværende organisationsstruktur afspejler på fremragende vis vores levende og vidtrækkende fællesskab. Vi er ikke et lukket system, men et åbent og tidssvarende mindretal. Vi er en aktiv del af det moderne, danske kulturfællesskab, samtidig med at vi er fuldt integrerede borgere i det tyske samfund.

Udo Jessen
Næstformand