Sommercamp for unge idrætsudøvere

Unge fra Sydslesvig og Danmark mødes til sport på en efterskole i Danmark.

SYDSLESVIG. Skoleforeningens feriekontor tilbyder også i sommerferien 2014 en række forskellige arrangementer til sydslesvigske skolebørn.

Feriekontoret arrangerer i år for første gang en sommercamp i samarbejde med Dejbjerglund Efterskole og DGI Vestjylland. Sommercampen finder sted fra søndag den 3. august til torsdag den 7. august og er beregnet for unge mellem 9 og 13 år.

Fire idrætslinier

Sommercampen byder på fire idrætslinier: Fodbold, springgymnastik, rytmegymnastik og dans samt en linie der hedder friluftsliv, leg og sjov idræt. I alt er der plads til 120 børn og unge i sommercampen. 80 af dem kommer fra lokalområdet i Vestjylland, og 40 pladser er reserveret til unge fra Sydslesvig.

- Det er en udveksling, som fint passer sammen med de udvekslinger, vi laver i forvejen, siger lederen af feriekontoret, Eberhardt von Oettingen.

- Vores unge fra Sydslesvig møder jævnaldrene, der har de samme fritidsinteresser, og får således en god oplevelse, siger han.

Under opholdet bor de 40 unge på Dejbjerglund Efterskole, og derigennem de får også kendskab til det danske efterskolemiljø.

Først til mølle

Programmet ser sådan ud, at der er idrætslinie om formiddagen og til dels også om eftermiddagen. Desuden vil der være mulighed for at dyrke idræt på tværs af linierne om eftermiddagen. Om aftenen vil der være fællesaktiviteter, storleg og lejrliv med sang og fortælling. Prisen for at deltage er 140 euro.

Prisen inkluderer mad, overnatning, undervisning og en sommercamp-t-shirt.

Tilmelding sker efter først til mølle princippet og ved henvendelse til skolens rejselærer.

Daniel Dürkop