Skoleforeningen vil gerne samarbejde omkring heldagsskolerne

Både fritidshjemmene og foreningerne inviteres indenfor, når det handler om udformingen af heldagsskoletilbud.

Boern02

SYDSLESVIG. Dansk Skoleforening skal efter sommerferien også tilbyde heldagsskoleaktiviteter for eleverne i 1. til 4. klasse. Det fremgår af den slesvig-holstenske skolelov. Debatten om en eventuel konkurrence mellem heldagsskoletilbuddene og fritidshjemmene under Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) tager man i Skoleforeningen med ro.

- Vi har et godt samarbejde med SdU og fritidshjemmene, siger Skoleforeningens formand, Per Gildberg.

Han melder dog også helt klart ud, at Skoleforeningen står under et vist pres.

Skoleforeningens ansvar

- Det er vores ansvar, at opfylde lovkravene med hensyn til heldagsskolen. Derfor skal vi selvfølgelig også have kontrollen over hele processen. Vi vil gerne snakke med fritidshjemmene og foreningerne, om hvilke muligheder der er for at samarbejde omkring heldagsskoletilbud, for vi ønsker ikke deres død. Tværtimod, vil vi gerne få det bedste ud af samarbejdet, siger Per Gildberg.

Det er netop det, der står i den målsætning for heldagsskolen, som Skoleforeningens styrelse besluttede i efteråret 2011. Der står skrevet, at heldagsskolen kan indeholde aktiviteter i samarbejde med lokale foreninger eller fritidshjem.

Skoleforeningens direktør, Anders Molt Ipsen, slår fast, at et eventuelt samarbejde skal aftales centralt, det vil sige mellem SdUs ledelse og Skoleforeningens ledelse.

Se udviklingen an

- Vi kan lave forskellige koncepter med afsæt i den enkelte skole. Da det er os som Skoleforening der har det overordnede ansvar, må der være tale om tilbud, der har afsæt i skolerne. Men det betyder jo ikke, at enkelte aktiviteter ikke kan finde sted andre steder, siger han.

Hvor hele diskussionen bærer hen, er det for Anders Molt Ipsen ikke muligt at bedømme endnu.

- Heldagsskolen er et frivilligt tilbud. Vi aner på nuværende tidspunkt ikke, hvor mange der tager imod det. Hverken fritidshjemmene eller skolefritidsordningerne har problemer med at få fyldt ordningerne op, tvært imod. Så lad os lige se, hvordan udviklingen bliver, siger han.

Daniel Dürkop