Samarbejde fremmer inklusion

Et tæt og vedvarende samarbejde mellem lærer og ressourcepersoner har stor betydning for god inklusion i folkeskolen. Det konkluderer en vidensarbejdsgruppe nedsat af Ressourcecenter for Folkeskolen.

En vidensarbejdsgruppe nedsat af Ressourcecenter for Folkeskolen konkluderer i en ny rapport baseret på en forskningskortlægning, at et tæt og vedvarende samarbejde mellem lærer og ressourceperson har en stor positiv betydning for elevernes faglige og sociale udvikling og medvirker til øget inklusion.

Fælles ansvar

Vidensarbejdsgruppen opfordrer skolerne til at sætte særligt fokus på den co-teaching metode, hvor en almindelig lærer og en lærer med specialpædagogiske kompetencer har et fælles og ligeværdigt ansvar for at planlægge og gennemføre undervisning og løse problemer. Forskningen peger nemlig på, at netop denne samarbejdsform har den største effekt på elevernes faglige og sociale udvikling og deltagelse i fællesskabet, mens den konsultative form for samarbejde, som er meget udbredt, og som består af afgrænsede sessioner ad hoc, har ringe effekt.

Fælles indsats

Herudover viser forskningen, at kvaliteten af samarbejdet mellem lærer og ressourcepersoner har afgørende betydning for, om den fælles indsats styrker elevernes faglige og sociale udvikling og medvirker til øget inklusion.

Arbejdsgruppen peger derfor på, at skolerne er nødt til at sikre kvaliteten af samarbejdet mellem lærer og ressourceperson, hvis indsatsen skal have en effekt. Det kræver både tid og gode samarbejdsevner og kompetencer inden for kommunikation og relationsarbejde, og netop derfor vil både lærer og ressourceperson have stor gavn af at udvikle de evner. I arbejdsgruppens rapport fremgår pejlemærker for, hvordan samarbejdet konkret kan forbedres.
Vidensarbejdsgruppens konklusioner hænger godt sammen med resultaterne fra forsøget med tolærerordninger, der også peger på positive resultater ved samarbejde mellem lærer og anden ressourceperson.

Kortlagt

Den indsamlede viden bliver nu formidlet til skoler gennem læringskonsulentkorpset og Ressourcecenter for Folkeskolen for at understøtte praksis. Udover viden om ressourcepersoner har arbejdsgrupper under Ressourcecenteret for Folkeskolen også kortlagt viden om teamsamarbejde, forældresamarbejde og særlige undervisningsmæssige behov.

Daniel Dürkop