Overenskomst: Nu har parterne skrevet under

Ny overenskomst med de pædagogiske ansatte har været undervejs i fire år.

DKFLUUnderskrift 1

SYDSLESVIG. Dansk Skoleforening for Sydslesvig har nu afsluttet overenskomstforhandlingerne med Lærerforeningen i Sydslesvig og Bupl Sydslesvig.

Torsdag formiddag blev den nye overenskomst underskrevet. Forhandlingerne med de pædagogiske ansatte har varet mere end fire år.

Slut med Sydslesvig-tillæg

Den sidste gældende overenskomst med lærerne udløb i april 2009. Hen ad vejen er Skoleforeningen allerede blevet enige med magistrene, det vil sige lærerne i gymnasiernes overbygning og skolelederne.

- Kærnen i den nye aftale er for os, at vi har fået afviklet Sydslesvigtillæget, således at det for alle de lærere, der er blevet ansat inden august 2012 bliver modregnet kommende lønstigninger og ikke kommer til at gælde for alle lærere, der er blevet ansat efter august 2012, siger Skoleforeningens direktør, Anders Molt Ipsen.

- Jeg er glad for at det er lykkedes, og det er flot, at vi er blevet enige om det. Det er et vigtigt signal, at medarbejderne har accepteret denne vigtige afvikling i en vanskelig økonomisk tid, siger han.

Dynamisering

Formanden for Lærerforeningen i Sydslesvig ser positivt på, at man i den nye overenskomst har indført nogle principper, der gør, at lærerene i Sydslesvig holder trit med overenskomstudviklingen i Danmark.

- Aftalen er mere dynamisk, så vi håber, at vi i fremtiden ikke har brug for så lange forhandlinger, siger Niels Nielsen.

Både Anders Molt Ipsen og Niels Nielsen er glade for, at forhandlingerne endelig er overstået. 95 procent af lærerne i Sydslesvig stemte i sidste uge ja til forhandlingsresultatet. Godt 75 % af de aktive medlemmer har deltaget i urafstemningen.

259 lærere stemte ja og 12 stemte nej. Hos pædagogerne var valgdeltagelsen noget mindre.

- Den lå kun på 55 procent, til gengæld var der hverken ugyldige eller nej stemmer, så det kan jeg vist være tilfreds med, siger pædagogernes formand, Hauke Paulsen.

Daniel Dürkop