Oplev landbruget med alle sanser

Elever kan komme på en økologisk lejrskole i nærheden af Egernførde. Undervisningen foregår på dansk.

Dkflalindenhof45

LINDHØFT. - Nutidens unge er dem, der skal beskytte naturen i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at de forstår landbrugets kredsløb og opfatter sig selv som forbrugere, der er centralt placeret i hele dette spil.

Det siger Mirja Kämper, som er medarbejder på den økologiske gård Lindenhof i Lindhøft i nærheden af Egernførde. Lindenhof er en forsøgsgård for dyreavl og agerbrug knyttet til universitetet i Kiel. Her tilbyder man lejrskoler og dagskurser for skoleelever i 5. til 7. Klasse. Mirja Kämper er sydslesviger og tilbyder derfor hele undervisningen og vejledningen på dansk.

- Det er et stigende problem, at de unge ikke ved ret meget om landbrug. Årsagen er, at der findes færre og færre klassiske landbrug, så de unge slet ikke har muligheden for at opleve, hvad der foregår på en gård. Det gælder desværre ikke kun for de børn og unge i byerne men i stigende grad også for unge i landsbyerne. Det er især vigtigt, at man formidler dem, hvordan økologisk og bæredygtigt landbrug fungerer, siger Mirja Kämper.

Udendørs klasseværelse

Lindenhof skal opfattes som et udendørs klasseværelse, hvor man kan lære, hvordan natur og landbrug hænger sammen.

- De handler om at skærpe de unges bevidsthed om de naturlige ressourcer og deres ansvar for naturen. Samtidig får de et indblik i, hvordan mad bliver produceret, siger Mirja Kämper.

Undervisningsforløbet omfatter produktionen af grøntsager som kartofler, hvede eller dyrefoder. Gården har både svin, køer, høns og bier. Undervisningen kredser logisk nok om sund ernæring og bæredygtigt forbrug. Der vil være mange praktiske øvelser, så de unge kan opleve emnet med deres egne hænder og gøre egne erfaringer. Overnatningsmuligheder er der på Noer Slot, som samarbejder med Lindenhof. Det er også muligt at overnatte på en teltplads i nærheden.

Flere oplysninger fås på www.lindhof.uni-kiel.de/de

Daniel Dürkop