Nyt driftsråd

Dansk Skoleforening for Sydslesvig har fået et nyt driftsråd.

De 1473 stemmeberettigede medarbejdere i foreningen havde tid til torsdag middag til at afgive deres stemme til valget. Denne ret gjorde 791 personer brug af. Det svarer til en valgdeltagelse på 53,7 procent.

- Det kan vi ikke være tilfreds med, siger formanden for valgbestyrelsen, Hauke Paulsen.

Sammensætningen af det nye driftsråd er en del anderledes end i det nuværende. Det hænger sammen med, at der stillede fem valglister op denne gang mod tre ved det forrige valg. Således mister listen med Ver.di-medarbejdere med 211 afgivende stemmer to pladser og får fire medlemmer i det nye driftsråd. Dansk Lærerforening for Sydslesvig fik 219 stemmer og fem pladser i det nye driftsråd mod syv i det gamle og BUPL-listen med pædagogerne går frem fra to til tre driftsrådsmedlemmer. De fik 146 stemmer. Den nye Aktivliste med lektorer fra de to danske gymnasier fik 100 stemmer og to mandater og Skolelederforeningen, som ved sidste driftsrådsvalg stillede op sammen med lærerene fik 75 stemmer og får dermed en repræsentant i det nye driftsråd.

Daniel Dürkop