Ny viden om hvordan vi får bedre læsere

Danmarks Evalueringsinstitut har offentliggjort en rapport med ny viden om, hvilke faktorer der er forbundet med læsefremgang fra 4. til 6. klasse.

Dkflalæsebånd7

Lærere, der er opdateret med den seneste viden på området, er de bedste til at løfte elevernes læseniveau. Det er en af hovedkonklusionerne i en ny EVA-undersøgelse af læsning på folkeskolens mellemtrin.

Rapporten kommer to uger efter, at OECDs PIACC-undersøgelse viste, at Danmark er placeret under OECD-gennemsnittet med hensyn til læsefærdigheder.

Rapporten går tæt på undervisningen i læsning og den måde, lærerne arbejder på med læsning i 4., 5. og 6. klasse. Rapporten viser eksempelvis, at der er størst læsefremgang i klasser, hvor læreren har stor viden om, hvordan undervisningen skal tilrettelægges for at styrke elevernes sprogforståelse.

- Det er vigtigt at have fokus på i det kompetenceløft, der er en del af folkeskolereformen. Vi får med undersøgelsen ny viden om sammenhængen mellem lærernes undervisningspraksis og elevernes læsefremgang, som vi kan anvende til at styrke indsatsen i folkeskolen, siger den danske undervisningsminister Christine Antorini.

Undersøgelsen viser også, at lærere, der prioriterer at bruge meget tid på, at eleverne skal forholde sig til spørgsmål og opgaver, mens de læser, har klasser med større læseudvikling. Det samme gælder for lærere, der bruger meget tid på at have fokus på læsning af faglitteratur. Undersøgelsen tyder således på, at en stor andel af dansklærerne med fordel kan forsøge at inddrage mere arbejde med faglitteratur i læseundervisningen.

Derudover viser rapportens casestudier, at læsningen skal gøres levende og interessant gennem brug af gode tekster, ligesom undervisningsmiljøet skal være inspirerende. Men lærerne skal også arbejde med at skabe struktur, variation og systematik, så alle elever bliver udfordret på de rigtige måder både før, under og efter læsningen.

Det er interessant, at lærerne både fokuserer på at give eleverne inspiration og lyst til at læse, og at de samtidig har klare krav og faste rutiner. Det gavner ikke mindst de elever, som kommer fra hjem, hvor læsning ikke er en naturlig del af dagligdagen.

Rapporten viser ligeledes, at elevernes læsekompetencer i 6. klasse stiger med forældrenes uddannelsesniveau. Elever fra hjem hvor mindst én forælder har en lang videregående uddannelse, læser på et niveau, der i gennemsnit er over 15,8 måneder (over et klassetrin) bedre end elever fra hjem, hvor begge forældre har grunduddannelser.

Daniel Dürkop