Næsten som at være kommet hjem

Ny skoleleder i Humtrup er faldet til på sin nye skole.

Møller

HUMTRUP. I et halvt år har Susanne Møller nu været skoleleder på Bavnehøj-Skolen i Humtrup.

- Det føles næsten som at være kommet hjem, siger hun om sit nye job.

- Det er en skole, hvor alle kender alle. Vi er en enhed, vi har et fælles ansvar og tager hånd om hinanden. Her er der plads til at være anderledes, siger skolelederen.

Susanne Møller har været lærer på Læk Danske Skole i et halvt år, inden hun kom til Bavnehøj-Skolen.

- Jeg har altid været ansat på store skoler. Så der er selvfølgelig en forskel. Her har vi sammenlæste klasser, og det er noget, jeg aldrig før har prøvet, siger hun.

Undervisningen med to sprog sideløbende er også noget, hun først skulle vænne sig til.

- Mange børn har jo ikke dansk som 1. sprog. Vi skal derfor huske, at alt det vi gør i skolen, er sprogundervisning. Vi skal være meget konkrete i det vi siger, mener hun.

Susanne Møller kommer oprindeligt fra Åbenrå. Hun har været lærer i Silkeborg og i Rødekro, inden hun kom til Sydslesvig.

- Jeg kendte en del til Sydslesvig. Min far var journalist på Danmarks Radio, og lavede en del indslag omkring mindretallet. I min studietid i Århus har jeg haft en del bekendte, der kom fra Sydslesvig. Jeg har blandt andet sunget i kor med Simon Faber (Flensborgs overborgmester). Derfor var det meget naturligt for mig at søge arbejde syd for grænsen.

Susanne Møller tog før læreruddannelsen en uddannelse som arkitekt.

- Det er faktisk noget, der kommer mig til gode nu. Det med at administrere og planlægge er noget, jeg er god til, siger hun.

Daniel Dürkop