Møde på tværs af skolerne

Harreslev har to skoler, en dansk og en tysk. Eleverne mødes hist og her, men egentligt kender man ikke ret meget til hinanden, er man enige om på de to skoler.

Dkflahareslevmøde

HARRESLEV. Nu har skolerne for første gang lavet en udvekslingsdag, hvor to 3. klasser har besøgt hinanden på deres respektive skoler.

- Det var faktisk en af vores forældre, der kom med ideen, fortæller klasselæreren for 3a på den tyske Zentralschule, Dörte Thomsen.

- Vi lever jo side om side, derfor synes vi, det var en god ide at lave et møde mellem to klasser, siger hun.

På Harreslev Danske Skole var man straks med på ideen.
- Vi synes det var en super idé, og det synes børnene også, siger klasselæreren for skolens 3. klasse, Vibeke Harck.

De to klasser blev delt op i to hold. Det ene hold fra Zentralschule besøgte så den ene halvdel af 3. klassen på den danske skole og omvendt. Sammen tilbragte eleverne en skoledag, hvor de kom tæt på hinanden.

- På vores skole lavede vi nogle lær  hinanden at kende lege, og fik mulighed for at se skolen. Derefter lavede vi nogle sproglege, hvor de tyske elever fik lært noget dansk, siger Vibeke Harck. Eleverne spillede også rundbold sammen og sluttede af med at spise ægte danske hotdogs. På Zentralschule var der en skolerally på dansk, tysk og engelsk, så havde eleverne sport og spiste frugtsalat.
De to klasser har planer om at opretholde kontakten, idet der skal etableres et pennevenskab.

- Det kunne være sjovt at lave det her til en tradition med 3. klasserne på de to skoler, for det giver et bedre sammenhold i vores by, siger Vibeke Harck.

Daniel Dürkop