Koncert med SKURK i Slesvig

Skoleforeningens Underholdningsorkester afslutter sæsonen med en afvekslingsrig koncert.

Dkflaskurk1

SLESVIG. Lørdag den 14. juni kl. 19.30 spiller Skoleforeningens Underholdningsorkester, SKURK, en koncert på A. P. Møller Skolen i Slesvig. Entré er 5 euro. Der er lagt op til et blandet program med blandt andet klassisk-, eksperimentel- og filmmusik.

Dkflaskurk2- Vi har lagt os fast på, at vi ikke vil lægge os fast på noget med hensyn til den musik vi spiller, siger orkestrets dirigent Bente Stenger.

- Det gør vi, fordi vi gerne vil præsentere de unge for et bredt tilbud af musik, siger hun. Koncerten på A. P. Møller Skolen er orkestersæsonens højdepunkt. Musikerne og sangerne har tilknytning til forskellige skoler i Sydslesvig og mødes en gang om måneden for at øve sammen. Sæsonen afsluttes så med en særlig koncert inden sommerferien.

En hjertesag

- Som et orkester med rødder i de danske skoler er der selvfølgelig hvert år en del udskiftning, fordi nogle ældre elever forlader os, når de kommer i uddannelse og yngre elever kommer til. Men faktisk er der også en håndfuld forhenværende elever, der fortsætter med at spille i orkestret, selvom de er startet på en videregående uddannelse, siger Bente Stenger.

En af dem er Inga Fiedler, som læser logopædi i Odense.

- SKURK er en hjertesag. Jeg ville savne det, hvis jeg skulle spille et andet sted. Vi udvikler os hele tiden, og desuden er det et spørgsmål om identitet, når jeg spiller i et dansk mindretals orkester, siger hun.

Daniel Dürkop