Inspiration til differentieret undervisning i skolen

På en ny temaside kan lærere i folkeskolen hente inspiration til gode, differentierede undervisningsforløb i dansk og matematik.

HADERSLEV. Differentieret undervisning har været et bærende princip i den danske folkeskole siden 1993. Alligevel viste en undersøgelse fra EVA i 2011, at der er stor usikkerhed blandt lærerne om, hvordan man bedst muligt kan differentiere undervisningen i praksis. Elevgruppen bliver stadigt mere mangfoldig, og det understreger behovet for at kunne differentiere undervisningen.

Fokus på udfordringerne

Med udviklingsprojektet »Eksemplariske undervisningsforløb i dansk og matematik med fokus på undervisningsdifferentiering og elever med særlige behov« har en række forskere derfor sat fokus på udfordringerne med differentiering.

Projektet har udviklet og afprøvet eksemplariske undervisningsforløb i dansk og matematik i 5. klasse med fokus på undervisningsdifferentiering. Det er mundet ud i en temaside med eksempler på differentierende undervisningsforløb i de to fag. Siden skal være med til at inspirere og hjælpe lærere til en mere differentieret undervisning.

Lærervejledning og elevmateriale

Et af eksemplerne på siden retter sig mod 5. klasse, som skal skrive gysere i dansk. Til lærernes inspiration er det 11 lektioner lange undervisningsforløb forklaret med lærervejledning og elevmateriale. Fokus ligger på differentieringen - læreren kan for eksempel opdele skriveforløbet, så det bliver mere overskueligt for alle elever at deltage. Det bliver samtidig understreget, at læreren skal sørge for at gøre hver lektions faglige pointe tydelig for eleverne, så de får en bedre forståelse af, hvad de skal lære og hvorfor.

Projektets resultater bliver præsenteret på konferencer i København og Aarhus.

Udviklingsprojektet er gennemført af Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, i samarbejde med professionshøjskolerne UCC, VIA UC og UC Syd. Det er finansieret af Undervisningsministeriet.

Resultaterne fra projektet vil indgå i det vidensgrundlag, som Ressourcecenter for Folkeskolen arbejder ud fra, og vil blive formidlet via læringskonsulenternes arbejde.

Daniel Dürkop