Informationer om opholdstilladelse

Generalkonsulatet i Flensborg imødegår usikkerhed om opholdstilladelse i Danmark.

Forside Opholdstilladelse

FLENSBORG. Dansk Generalkonsulat i Flensborg har udgivet en informationspjece til medlemmer af det danske mindretal der ønsker at få opholdstilladelse i Danmark. En stor gruppe af dem er unge, der ønsker at fortsætte deres uddannelse i Danmark. Man kan søge om opholdstilladelse på Generalkonsulatet i Flensborg. Pjecen beskriver, hvad præcis man skal gøre for at få en opholdstilladelse til Danmark, samt besvarer ofte stillede spørgsmål i forbindelse med opholdstilladelser, CPR-nummer o. lign.

Der er normalt fem trin til at få en opholdstilladelse og et sygesikringskort i Danmark. Det handler om, hvilken dokumentation man skal have i orden (pas, afgangsbevis, optagelse på studie). I første omgang får man en opholdstilladelse på et år. Efter 10 måneder i Danmark kan man så søge om en permanent opholdstilladelse. Pjecen informerer også om tab af permanent opholdstilladelse ved fraflytning fra Danmark og eventuelle undtagelser og kommer ind på de oftest stillede spørgsmål omkring emnet og sammenfatter vigtige adresser og nyttige links.

- Vi har indtryk af, at der hos mange hersker megen usikkerhed om dette emne. Derfor har vi lavet pjecen, som kan fås på Generalkonsulatet, og bliver delt ud til alle de sydslesvigske afgangselever, siger konsulatsmedarbejder Marianne Hansen.

Pjecen kan også downloades her eller via linkboksen til højre.

Daniel Dürkop