Historie og højteknologi

Historieundervisning om 1864 med digital læring som omdrejningspunkt.

Dkfladyb08

DYBØL. Elever fra Vesterland-Kejtum Danske Skole og Læk Danske Skole har været med i et dansk-tysk projekt, hvor de har beskæftiget sig med Slaget ved Dybbøl 1864 på en utraditionel måde.

Digital læring var omdrejningspunktet. I alt har otte skoler fra grænselandet være med i projektet »Dybbøl 1864 oplevet digitalt«. To skoler fra flertallet og to mindretalsskole på begge sider af grænsen.

De skulle besvare spørgsmål om Slaget ved Dybbøl digitalt gennem spillet DJEEO. Spillet gik ud på, at de enkelte grupper blev delt op i et inde- og et udehold. De forskellige indehold skulle via computerkort og gps lede deres udehold frem til virtuelle poster. Posterne bestod af spørgsmål omkring begivenhederne i 1864.

Desuden har eleverne været på besøg på Historiecenter Dybbøl. Her deltog de i et undervisningsprogram med fælles opgaver som f.eks. madlavning og kuglestøbning.

- Det har været en storartet oplevelse med historie til at føle på, siger Lisbet Buhl, som er skoleleder på Vesterland-Kejtum Danske Skole. Det var en oplevelse af både det historiske og det højteknologiske, og eleverne har fordybet sig i det. De har været på hold med elever fra den tyske skole i Sønderborg. Så det har samtidig været et kulturmøde, hvor eleverne har oplevet ligheder og forskelle mellem de to mindretal, siger hun.

Daniel Dürkop