Ejderskolen har fået en SFO

Fritidshjemmet er fyldt til bristepunktet, derfor har Rendsborg fået en skolefritidsordning.

Dkflasfo3

RENDSBORG. Ejderskolen i Rendsborg har fået en Skolefritidsordning. Det er noget særligt, da der normalt ikke laves skolefritidsordninger de steder, hvor Sydslesvigsk danske Ungdomsforeninger (SdU) har et fritidshjem, og det har de i Bydelsdorf.

- Fritidshjemmet er normalt beregnet til 45 børn. De har fået en særbevilling på at kunne optage 60 børn. I år endda 75 børn, fortæller Kamilla Kristensen, som er formand for skolens samarbejdsråd.

- Fritidshjemmet var inden sommerferien dog oppe på 90 tilmeldinger, og derfor gik vi i dialog med hinanden om, hvordan dette problem kunne løses, siger hun.

Da en udbygning af Fritidshjemmet har været urealistisk, blev man hurtigt enige med fritidshjemsleder Jörg Bremer Hansen om, at starte en skolefritidsordning op på Ejderskolen.

- Her er der for tiden 12 børn. Vi har kigget på pasningsbehovet, det vil sige, hvor lang tid børnene skal passes, og vi har også kigget på at søskende er det samme sted, da vi fordelte børnene på de to institutioner, siger skoleleder Christian Schlömer, som roser det gode samarbejde mellem fritidshjem og skole.

Børnene i skolefritidsordningen passes nu af pædagogmedhjælper Nanna Holtegaard Laursen, som kommer fra Århus.

- Jeg havde lyst til at prøve noget nyt, derfor søgte jeg stillingen, siger hun. At Nanna er flyttet til et land, hvor hun ikke taler sproget er en ekstra udfordring.

- Det skal jeg nok klare, siger hun.

Daniel Dürkop