Efterskoledag med mange muligheder

Efterskolernes dag i Slesvig blev et tilløbsstykke.

Dkflaefterskoledag 01

SLESVIG. Tilbuddet på de danske efterskoler er meget omfattende.

De spænder bredt fra almene efterskoler med vægt på skolefag til teater-efterskoler eller friluftsefterskoler. 28 efterskoler var forleden samlet på A. P. Møller Skolen i Slesvig for at informere interesserede sydslesvigske elever. Der kom rigtig mange interesserede, og det var medarrangør Frauke Pløen meget glad for.

- Det er jo meget svært på forhånd at vide, hvor mange der kommer. Vi har med vilje gjort reklame for arrangementet også blandt de yngre elever, så de kan informere sig i god til, siger hun.

En af disse unge var Luca Skydstrup fra Rendsborg. Han går i 7. klasse og er meget glad for friluftsliv. Helgenæs Naturefterskole er derfor en varm kandidat, når han om nogle år skal på efterskole. Her tilbydes der for eksempel jagt, lystfiskeri og hestesport. Desuden ville Luca kunne tage sin hund med på efterskolen.

- Vores efterskole er både naturskole og en skole med alle de fag, der er vigtige for eleverne i Sydslesvig, som jo skal fortsætte skolegangen, siger Lasse Petersen, der er lærer på Helgenæs Naturefterskole.

Og det er netop vigtigt, at både de unge og deres forældre er klar over, at efterskolens 10. klasse har en anden betydning for eleverne i Danmark end for dem i Sydslesvig.

- En dansk elev, der tager på efterskole i 10. klasse, har allerede opfyldt alle de krav der er for at komme i gymnasiet. Sådan er det ikke i Sydslesvig. Her tæller 10. klasse med. Et år på en efterskole er derfor som udgangspunkt et ekstra år, hvor man får rigtig meget ballast med, man har godt af resten af livet, siger Skoleforeningens næstformand, Udo Jessen.

Infobod til forældre

Skoleforeningen havde også en bod ved arrangementet. Her var det Tove Hinriksen, der havde lommeregneren fremme for at kunne fortælle forældrene, hvor meget tilskud Skoleforeningen vil kunne yde til den enkelte elevs efterskoleophold. Det var en service, mange benyttede sig af.

Det er ikke kun de sydslesvigske elever, der nyder godt af et ophold på en efterskole i Danmark. Danske elever får også noget ud af, at de er der, siger Carsten Wiwel, fra Vojens Gymnastik og Idrætsefterskole.

- Jeg underviser i tysk, og det gør vi meget ud af som en sønderjysk efterskole, siger Carsten Wiwel.

- Men tysk er ikke særlig attraktivt for de unge. Derfor er det ikke ligefrem et fag, der er rift om, siger han.

Når vores danske elever så møder eleverne fra Sydslesvig, som helt naturligt begår sig på både dansk og tysk, synes de, det er enormt spændende. De er meget imponeret over, at de sydslesvigske elever er hjemme i begge sprog, og det gør, at vores danske elever faktisk har mere lyst til at lære tysk, siger han.

Daniel Dürkop