De holder Skoleforeningen kørende

Medarbejderne i Skoleforeningens tekniske afdeling skal løse mange forskellige opgaver, som ikke er synlige for alle, men sikrer, at det pædagogiske og administrative personale kan lave deres arbejde.

Dkflatekafd2

SYDSLESVIG. Det er ikke for meget sagt, at det er Teknisk Afdeling, der holder Skoleforeningen kørende. De lidt under 20 medarbejder i afdelingen i Wrangelstrasse i Flensborg har ansvaret for et utal af store og mindre opgaver, som de enten selv udfører eller ansætter firmaer til. Og det er meget mere end at sørge for el, vand og varme i institutionerne. Medarbejderne i Teknisk Afdeling møder man for eksempel ude på skolerne og i børnehaverne, når der skal bygges. Byggeopgaver er der mange af. Det er nybygninger, for eksempel af vuggestuer, og så er der masser af renovering, modernisering og tilbygning,  hvis der opstår pladsmangel. De mennesker, der er ansat til dette arbejde, er specialiseret på forskellige områder. De er arkitekter, ingeniører, systemteknikere eller byggekonstruktører.

Dkflatekniskafd1- De står blandt andet for udliciteringer, at lave udkast, reparationer og ansætter firmaer til at udføre arbejdet. Generelt forsøger vi selv at gøre så meget af arkitektarbejdet som muligt, fordi det er billigere, siger lederen af Teknisk Afdeling, Dirk Clausen.

En anden vigtig opgave er de mange serviceydelser, på nydansk hedder det »facility management«. Det handler om, at alt teknisk udstyr i institutionerne fra græsslåmaskinen til skolebussen fungerer. Er der noget, der er gået i stykker, er det Teknisk Afdelings opgave, at det sættes i stand. Vedligeholdelse og rengøring er også placeret her. Det er selvfølgeligt noget der gøres i tæt samarbejde med pedellerne, rengøringsmedarbejderne og chauffører ude i institutionerne. Dem er der omkring 250 af i Skoleforeningen og de er alle ansat under Teknisk Afdeling.

Selvstændige

- De arbejder meget selvstændigt ude i børnehaverne, vuggestuerne og skolerne. Det giver heller ingen mening, at vi i Flensborg skal bestemme, hvornår og hvordan en pedel i Kiel skal arbejde, siger Dirk Clausen.

Desuden er der også ansat to pedeller, som tager sig af arbejdet i hovedadministrationen, Center for Undervisningsmidler og Christian Paulsen Skolen. Der er også ansat to håndværkere direkte under Teknisk Afdeling. De har deres værksted i Hanved og udfører ad hoc arbejde, understøtter pedellerne, er problemknusere og ledsager store projekter. De var for eksempel sammen med pedellerne på overarbejde efter sidste års orkan Christian. Det med overarbejdet gælder her i øvrigt for hele afdelingen, idet der har været store eller små stormskader på stort set alle Skoleforeningens bygninger.

Det hører også med til Teknisk Afdelings arbejde at administrere kørselsområdet i Skoleforeningen. Det gælder både i forhold til Skoleforeningens børn og den offentlige trafik (ÖPNV) og kørslen internt i Skoleforeningen. Ved den offentlige trafik kæmper afdelingen med rammebetingelserne, især fordi der er forskellige regler for skolebuskørsel i de tre sydslesvigske amter, og  betingelserne oveni ændres fra år til år. Det skal der holdes styr på. Intern handler det om køb og salg af biler eller teknisk udstyr. Teknisk Afdeling har netop solgt en del gamle håndværkerbiler og skolebusser på ebay. Det er desuden medarbejdernes opgave, at bilerne synes og forsikres, de tager sig af alt papirarbejde, hvis der sker biluheld med Skoleforeningens køretøjer og får dem på værksted.

Teknisk Afdeling er også et af de steder, hvor Skoleforeningen uddanner unge fra mindretallet. Lige for tiden er der en elev i lære som teknisk tegner.

Meget af det arbejde medarbejderne med leder Dirk Clausen og hans kontorleder Marit Hadler i spidsen udfører lægger forældrene og deres børn slet ikke mærke til. Men det er et arbejde, som er vigtigt, for at dagligdagen i institutionerne og i forvaltningen kan fungere. Og det er jo sådan, at når man ikke ser dem, betyder det, at de gør deres arbejde rigtigt godt.

Daniel Dürkop

Dkflatekafd3

Det gode sammenhold fortsætter også efter arbejdstiden, her til fastelavnsfesten