Breakdancere spredte deres budskab

Fysisk udfordring som tak til eleverne.

Dkflabreakdance1

SLESVIG. Eleverne på Gottorp-Skolen i Slesvig har været udsat for en masse støj, støv og indskrænkninger i løbet af skoleåret, da skolen skulle have et nyt tag. De har været rigtigt gode til at takle situationen, så god, at samarbejdsrådet besluttede, at eleverne skulle have en lille tak for deres hjælp med at få det hele til at hænge sammen.

Med hjælp fra forældrefonden fik vi arrangeret to kurser til eleverne. Eleverne op til 4. klasse havde en hel dag med stomp sammen med Jesper Falch, og eleverne i 5. og 6. klasse samt de ældste hjælpeskoleelever fik et kursus i breakdance, eller Bboying, som det hedder i dag.

- Vi gav elevrådet nogle tilbud, og da Kulturboost i Danmark støtter sådan nogle arrangementer, havde vi faktisk råd til to forskellige kurser, siger skoleleder Helga Braun.

Imponeret

Dkflabreakdance2Og børnene var begejstrede. Breakdance fik de ældre elever med to unge fra dansegruppen Freestyle Phanatix. Det var Jakob Molboe og Egil Loberg fra Århus, der kom og underviste de ældre elever.

- Vi viser dem nogle grundtrin, men de skal selvfølgeligt også stå på hovedet og dreje rund, siger Jakob Molboe. Begge instruktører var imponeret over, at niveauet fra starten af var meget højt.

- De er temmelig skarpe og hører efter. Vi giver dem nogle redskaber, så de har mulighed for at gå videre med det, siger Egil Loberg og fortsætter:

- Vi har lidt en mission. Det handler om at sprede vores B-boying-kultur, og hvis bare en eller to af de her elever går videre med det, er det jo fantastisk. Og dem, der ikke går videre med det, har i hvert fald haft en fed oplevelse.

Daniel Dürkop