BørneNews tager form

Godt en måned inde i projekt »BørneNews« er der fuld fart på. De første junior-reportere er allerede i gang, og avisen er ved at tage form.

Boernenews

Det startede med masser af gule sedler på væggene og bordene. Sedler med alt fra skøre ideer og skæve vinkler til alvorlige emner. Nu er ideerne på sedlerne ved at blive til artikler og videoer, som kan læses på de nye børnesider i Flensborg Avis og ses på hjemmesiden fra september.

Nye krafter bag nyhederne

Det er Ina Grønvig og Lise Christoffersen, der står bag de nye børnesider i avisen.

- Vi glæder os utrolig meget til at komme i gang med at skrive nyheder til unge og lave fede videoer til hjemmesiden, siger Ina Grønvig.

Hun har tidligere været ansat som journalist på JydskeVestkysten og har samtidig skrevet nyheder til børn i FDFs medlemsblade. Lise Christoffersen har som journalist og tv-tilrettelægger arbejdet på børneprogrammerne Live fra Ramasjang og SommerSummarum for Danmarks Radio. Sammen med junior-reportere fra det danske mindretal vil de to journalister formidle nyheder til børn med fokus på identitet og emner kendt fra hverdagen.

Sjov og alvor skal kombineres

Når børnesiderne går i luften efter sommerferien, kan man blandt andet læse om 15-årige Jule, der har besøgt en skole i Burma og se video fra hendes rejse på hjemmesiden. Det bliver også muligt at læse om feriebørnene, der må blive tilbage i Tyskland, fordi der ikke var pladser nok hos familierne i Danmark.

BørneNews har tænkt sig at gå tæt på. Det kommer ikke kun til at handle om børneteater, sport og alt det ufarlige. Emner, som skilsmisse, mobning eller mord vil også blive dækket i avisen. Avisens rolle er nemlig også at forklare og afklare de voksne nyheder, som børn ofte møder brudstykker af i hverdagen.

- Børneavisen skal repræsentere dets læsere. Det betyder, at vi også kommer til at arbejde med emner, der umiddelbart ikke virker særlig børnevenlige, siger Lise Christoffersen.

En journalist i maven

Hun har sammen med Ina Grønvig brugt den sidste måned på at køre rundt i Sydslesvig for at finde junior-reportere, som vil skrive artikler til avisen eller lave seje videoer til hjemmesiden. Det er nemlig vigtigt for børneredaktionen, at de kommer ud til børn i hele det danske mindretal.

Der er allerede nogle, der har meldt sig som junior-reportere, men avisen kan sagtens bruge flere, fortæller Lise Christoffersen.

- Hvis der sidder en med en journalist eller video-fotograf i maven, som kunne tænke sig at være en del af vores redaktion, så må de meget gerne skrive til os. Det bliver hårdt arbejde, men det bliver også rigtigt sjovt, fortæller Lise Christoffersen.

Uden navn

Selvom der er meget, der er ved at falde på plads for børneredaktionen, så mangler der stadig en vigtig ting. Nemlig et navn.

I øjeblikket kalder vi det for BørneNews, men vi vil egentlig meget hellere høre de unges bud på, hvad sådan en side skal hedde. Derfor har vi lavet en konkurrence, fortæller Ina Grønvig.

Til konkurrencen kan man skrive sit eget bud på, hvad den nye side med nyheder til børn skal hedde. Herefter vælger redaktionen de bedste fire bud, som vil komme til afstemning, så det sejeste navn kan blive fundet.

Daniel Dürkop