Big Band-koncert blev nydelse for stort publikum

Alene entreindtægterne gav ca. 2000 euro til Unicefs indsamling til fordel for børn i det borgerkrigshærgede Syrien.

03

SLESVIG. For nogen tid siden ringede telefonen hos Bjarne Stenger Wullf. I den anden ende af røret var Dorte Bennike, der havde et tilbud til ham, som han ikke kunne sige nej til.

- Først troede jeg imidlertid, at der var tale om telefonsjov. Et tilbud om to gratis koncerter med DRs Big Band? Det kunne ikke være rigtigt, formodede Bjarne Stenger Wullf først.

Tilbudet var imidlertid godt nok. Derfor var Dorte Bennike, der både er radioproducer og spiller med i bandet, tirsdag i Slesvig med alle sine kolleger og lydteknikerne.

Om formiddagen nød 600 gymnasieelever fra Duborgskolen og A.P. Møller Skolen godt af den første af de to koncerter. Om aftenen var lidt over 200 jazzinteresserede fra nær og fjern i Sydslesvig mødt frem på skolen, hvor pedel Helmut Pehle måtte til at sætte 30 stole flere frem end de 200 pladser, der allerede var klar.

Mens Big Bandet spillede gratis, leverede gæsterne hver ti euro ved indgangen. Skoleforeningen er nemlig i gang med en indsamling til fordel for de fire millioner børn i Syrien, der er truet på liv og velfærd af borgerkrigen.

En del af gæsterne fulgte også efter koncerten Bjarne Stenger Wullfs opfordring til at lægge en ekstra skærv i indsamlingsbøsserne ved udgangen.

I sin velkomst fortalte han, at det for ham var en ganske særlig personlig oplevelse at byde Big Bandet velkommen. I sine ungdom i 1970erne og 1980erne lyttede han meget til bandet, som har påvirket hans egen musikalske smag kraftigt i retning af bigbandmusikken. I sin fritid er han da også selv aktiv i et bigband i Flensborg.

- De fleste af dem er da også til stede her. Det er vores normale øveaften, men hvad kan være bedre end at hente inspiration fra Radioens Big Band i en levende koncert, fortalte han til Flensborg Avis, inden koncerten begyndte.

Tæt kontakt

Kontakten mellem DR og Skoleforeningen er blevet formidlet af Flensborgs overborgmester Simon Faber, der også har været ansat hos DR.

- Vi spiller rundt om i Danmark, og for et par år siden var vi med Sigurd Barrett i Flensborg til en julekoncert. Derved blev vi ekstra opmærksom på, at der også er danskere syd for grænsen, og dem ville vi gerne give samme tilbud som alle andre danskere, tilføjede Dorte Bennike.

Hun og kollegerne er meget begejstret for lydforholdene på A.P. Møller Skolen. Umiddelbart var musikerne noget skeptiske, da de kom ind i det store rum. Overraskelsen var derfor stor, da det gik op for dem, hvor velegnet skolen er til koncerter.

- Her kommer vi meget gerne igen. Hvis man altså vil høre os, forsikrede Dorte Bennike med et sideblik til Bjarne Stenger Wullf.

Hans smil tydede på, at han var klar til at tage hende på ordet med det samme.

Det samme var publikum, efter at de havde hørt programmet, som tredje basunist Peter Jensen havde sammensat. Det bestod udelukkende af numre komponeret eller arrangeret af orkesterlederen Gil Evans. Steen Hansen dirigerede det velspillende band.

Anker Simonsen