Opbakning til heldagsskole i Egernførde

Kreativitet og faglighed præger eftermiddagstilbuddet på Jes Kruse-Skolen i Egernførde.

Fladkheldagsskoleegernfoerde

EGERNFØRDE. På Jes Kruse-Skolen i Egernførde er man ved at være færdig med planlægningen af heldagsskolen, som skal starte efter sommerferien.

- Vi har cirka 80 tilmeldinger fra elever, som ønsker at tage imod heldagstilbudene, siger skolens viceinspektør, Marianne Godau. I alt er der 324 elever på skolen.

Jes Kruse-Skolen tilbyder heldagsskole tre dage om ugen - mandag, tirsdag og torsdag. Der bliver tilbudt badminton, lektiehjælp, matematik-værksteder, musiksskole, en musical-workshop og et medieværksted. Alle tre dage bliver der serveret et varmt måltid.

Gode aktiviteter

- Vi er glade for, at så mange af vores unge tager imod tilbuddet. Det er jo et lovkrav, at alle fællesskolerne skal være heldagsskoler. Vi har nogle gode aktiviteter, og blandt andet har der været et ønske fra Skoleforeningens styrelse, at heldagsskolen skal indeholde lektiehjælp. Ligeledes indgår en del af skolens frivillige musikundervisning i heldagsskoletilbuddet, siger hun.

- For os har det været vigtigt, at skolens pædagogiske principper genspejler sig i heldagsskoletilbudene. Derfor skal der både være tid til idræt, musik og kreativitet samt informationteknologi og faglighed. Vi tror, at heldagsskolen kan være med til, at eleverne får kreative og aktive oplevelser, uddyber deres sociale bånd og udvikler deres faglige kompetencer, siger Marianne Godau.

Jes Kruse-Skolen står selv for gennemførelsen af heldagsskolen. Men det skal ikke opfattes som konkurrence til fritidshjemmets aktiviteter.

Ingen konkurrence

- Vi har selvfølgelig snakket sammen om det, og var enige om, at fritidshjem og heldagsskole skal holdes adskilt. Vi har i forvejen et godt samarbejde på en del områder, siger Marianne Godau.

Fritidshjemsleder Wolfgang Lausten er enig.

- Vi supplerer hinanden. Jeg synes faktisk at de har nogle flotte tilbud. Skolen og fritidshjemmet har meget fokus på at understøtte hinanden. Vi er ikke konkurrenter. Børnene bestemmer alligevel selv, hvilke fritidstilbud de vælger, siger han.

For at være klar til at kunne åbne heldagsskolen mangler der nu kun en ombygning af skolens gamle gymnastiksal til kantine.

- Det er selvfølgeligt en udfordring for skemalæggerne, at vi nu mangler en gymnastiksal.

Forældrene tilmelder deres børn for et halvt år ad gangen. Det er helt frivilligt, om man vil tilmelde sit barn heldagsskolen eller ej. Forældrene skal selv sørge for hjemtransporten af deres børn hhv. benytte sig af offentlige transportmuligheder; der kører ikke ekstra skolebusser.

Daniel Dürkop