Feriebarn.dk formidler et kulturmøde i børnehøjde

Feriebarn.dk gør klar til en ny runde med elevudveksling.

Feriebarn4

SYDSLESVIG. Til efteråret arrangerer Feriebarn.dk igen en udveksling mellem danske og sydslesvigske skoleelever.

Projektet henvender sig til alle elever fra 3. klasse og opefter. Mellem den 4. og den 15. november besøger en dansk og en sydslesvigsk elev hinanden en uge, lever i den andens familie og deltager i skoleundervisningen.

Barnets første kulturrejse

Mødet hen over grænsen bliver måske barnets første kulturrejse - et møde med en anderledes kultur, verden og familie. Det danske barn knytter tæt kontakt til et barn fra Sydslesvig, som har både dansk og tysk som modersmål, og lever i et samfund, der er præget af mødet mellem flere kulturer.

Det sydslesvigske barn møder en familie, hvor der tales dansk alle døgnets 24 timer. Begge børn bliver på denne rejse klogere på deres egen kultur.

Opholdet formidles via Feriekontoret i Flensborg, men det er familierne, der indbyrdes aftaler alt det praktiske.

- Det betyder, at familierne selv har ansvaret for alle aftaler med skole, fritidshjem m.m. samt organiseringen af transporten. I evalueringen af sæsonen 2011 har det klart vist sig, at de familier, der forud for elevudvekslingen har etableret kontakt via telefon, mail og personlige møder, har haft større glæde af opholdet, siger lederen af feriekontoret, Eberhard von Oettingen.

Tilmelding

Har man interesse i at deltage i udvekslingsprojektet, kan man hente et tilmeldingsskema på hjemmesiden www.feriebarn.dk, udfylde det og aflevere det på sin skole. Tilmeldingsfristen er den 30.08.2013.

Daniel Dürkop