Besteforældre på besøg hos deres børnebørn

For bedsteforældre i dag er det vigtigt at deltage i børnebørnenes liv, og se, hvad de små laver hele dagen.

Dkflabavnehoej1

HUMTRUP. En gang om året inviterer den danske børnehave i Humtrup bedsteforældrene til at komme i børnehaven for at være samme med deres børnebørn.

Rigtigt mange af dem tog forleden imod invitationen, som iøvrigt har været et selvlavet kort fra barnebarnet.

Der var både rigtige bedsteforældre, papbedsteforældre og endda to oldemødre blandt de henimod 60 »ældre«, der deltog i arrangementet.

Rundvisning

Efter fællessang og sang fra de yngste børnehavebørn blev der budt på fælles morgenmad med hjemmebagte boller. Bagefter var det så de ældre børnehavebørn, der optrådte. Resten af dagen gik med fælles hygge og tid til, at bedsteforældrene blev vist rundt i børnehaven af de små.

- Det betyder utroligt meget for børnene, at deres bedsteforældre er her i dag, siger Kirsten Tychsen-Hansen, og som om det er aftalt, står en lille dreng ved indgangsporten til børnehaven og råber »opaaa«, da han ser sin bedstefar komme op ad indkørslen.

For bedsteforældrene har det også en stor betydning at være i børnehaven.

- For os er det vigtigt at se, hvad vores børnebørn har gang i. Børnehaven er jo en stor del af deres hverdag, lyder det fra en gruppe bedsteforældre, der står og iagttager deres børnebørn, mens de leger. Det kan Kirsten Tychsen-Hansen kun bekræfte.

- Det er anderledes end i gamle dage. Bedsteforældrene tager på en anden måde del i børnebørnenes liv, også selvom mange af dem endnu går på arbejde.

Daniel Dürkop