Styrelsen ønsker flere timer i indskolingen

Flere timer til dansk, musik og tysk skal styrke sprogindlæringen.

Skærmbillede 2022-02-18 Kl . 08.29.59

Når Skoleforeningens Fællesråd mødes i marts, skal de blandt andet stemme om en forøgelse af undervisningstimer for indskolingen. Styrelsen fulgte på sit møde torsdag en indstilling fra Skolekontoret om at sætte timetallet op fra 20 til 24 timer om ugen for de elever, der er i indskolingens første år.

- Dermed har 1. og 2. klassetrin samme antal lektioner og det skaber bedre rammer omkring den fleksible indgangsfase samtidig med at sprogindlæringen og den sociale trivsel styrkes. Det vil betyde, at børnegruppen starter og slutter undervisningstiden inden for det samme tidsrum og sammen fortsætter i fritidsaktiviteterne, siger skolechef Søren Neess Priisholm.

Den fleksible indgangsfase går ud på, at eleven alt efter sin personlige udvikling kan bruge 1-3 år i indskolingsfasen. Hyppigst sker dette efter 2. år. For en mindre gruppe sker dette efter 3 år og for få sker dette efter 1. år. Ifølge skoleloven skal ingen elever opleve at ”gentage” et klassetrin eller at ”gå om”. Alle elever skal opleve indskolingen som et sammenhængende forløb for god trivsel og faglig udvikling. 

Fokus på musik

Ved timeforøgelsen er der særlig fokus på faget musik. Går det efter planen, får alle elever i indskolingen to musiktimer om ugen.

- Skolekontoret har erfaring for, at musik i indskolingen spiller en særlig positiv rolle i indlæringen af sprog, og at musiske og motoriske legeaktiviteter generelt styrker fællesskabet og oplevelsen af god trivsel for den enkelte og for gruppen. Desuden får eleverne i 1. klassetrin to yderligere dansktimer og en tysktime, siger Søren Neess Priisholm.

- Forslag til ny timefordeling vil skabe endnu bedre rammer for skolerne i forhold til at omsætte læreplanen for fasen ”indskolingen” – den første fase, der bl.a. har fokus på det talte sprog, at lege med sproget og forståelse af kreative processer, herunder musikalske aktiviteter, siger han.

Timetildelingen forhøjes med i alt med124 timer som i summen for hele Sydslesvig svarer til 4,6 årsværk (fuldtidslærerstillinger) eller 276.000 euro baseret på timebevilling 2021/22. Indstillingen er drøftet med konsulentgruppen og PPR og Ledernetværket ”specialpædagogiske indsatser”, som melder meget positivt tilbage.