Som gæst i Kobbermølle

I denne uge flyttede den specialpædagogiske læringsgruppen på Jørgensby-Skolen ind som gæst i skolebygningen i Kobbermølle.

Jørgensby

- Vi har på skolen haft et ønske om i en periode give eleverne nogle nye rammer for udvikling og læring, som tilgodeser elevens individuelle behov for støtte, ro og trivsel, siger Skolelederen på Jørgensby-Skolen, Sandra Mikkelsen.

Sådan blev projektet med at udstationere Flensborg-skolens læringsgruppe or elever med generelle og omfattende indlæringsvanskeligheder i en overgang til Kobbermølle født.
- Vi sætter værkstedsarbejdet i centrum. De praktisk-musiske elementer vægtes højt. Læring sker gennem oplevelse, bevægelse og leg og danner grundlag for værkstedernes indhold, som fx kan være udeliv, bevægelse eller spilleværksted, siger Sandra Mikkelsen

Skolebygningen i Kobbermølle ligger i gåafstand til både stranden i Wassersleben, fjorden, vandresti og skovområde. Værkstedet »udeliv« giver børnene indblik i naturens verden. Børnene lærer om naturen og naturens mangfoldighed og betydning, samtidig med, at børnene lærer naturen at kende som en værdifuld ressource.

Bevægelsesværkstedet vægter motorisk udvikling og fysisk aktivitet højt. Værkstedet skal være med til at give børnene en mere aktiv hverdag, hvor bevægelse får en naturlig plads i børnenes dagligdag.

Spil giver børnene mulighed for at konkurrere mod hinanden efter aftalte og fastlagte rammer. Eleverne lærer, at samspil fungerer, når regler overholdes, og at det er ok at tabe. Det er legen og det at have det sjovt sammen, som sættes i centrum. Konflikthånderingsværktøjer tilegnes gennem samspil og fælles oplevelser.
- Eleverne modtager derudover undervisning i de klassiske skolefag, dog vægtes indhold og længde af modulerne ift. det enkelte barns behov og forudsætning for at kunne deltage i undervisningen. Hver elev undervises ud fra en individuel elevplan, hvor lærings- og kompetencemålene er beskrevet. Arbejdet med elevplanen evalueres løbende, og planen tilpasses og justeres i progression med elevens udvikling, siger Sandra Mikkelsen.

Eleverne er i Kobbermølle hver dag i den kommende tid. Kun de helt store elever er i Flensborg en gang om ugen for at være med til for eksempel svømning.
- Vi vil gerne skabe nye rammebetingelser for læringsgruppen, så børnene kan blive så dygtige, som de overhovedet kan. De får mulighed for at udvikle sig og deres identitet ud fra de ressourcer og kompetencer, de har. Vi tilpasser rammerne til elevernes behov og kan gennem projektet samle erfaringer, så eleverne i læringsgruppen fremadrettet modtager et skoletilbud, som matcher børnenes behov og samfundets forventninger og udvikling. Eleverne med særlige behov lærer at indgå i en social, personlig og dannelsesmæssig kontekst og tilegner sig kompetencer til at yde et positivt bidrag i de fællesskaber, de indgår i. Eleverne bliver mødt med anerkendelse og respekt af andre, siger Sandra Mikkelsen..

Derfor skal dagligdagen være præget af åbenhed, fleksibilitet og en genkendelig struktur. Blandt andet starter dagen op med en fælles morgenmad med havregryn og frugt.
- Vi er ved at udarbejde et nyt mindset, som tager afsæt i et moderne børnesyn, hvor medansvar og medejerskab er nøgleværdier. Det er hele barnet, som tilgodeses, så projektet bygger, ud over den fagfaglig undervisning, på en livsduelighedstanke, hvor emner som hygiejne, kost og almene praktiske hverdagsting indgår i undervisningsplanen.

De voksne omkring læringsgruppens 27 elever er både lærere, pædagoger og medhjælpere.