Så er der gjort klar til fastelavn

Katten bliver slået af tønden i næste uge.

Fastelavn

Børnene i de danske dagtilbud og skoler varmede i denne uge op til fastelavnsfesterne i næste uge. Der blev malet tønder, pyntet fastelavnsris og lavet fastelavnsklip, blandt andet i musegruppen i Husum Børnehave. I Skoleforeningen er det Indkøbskontoret, som står for det samlede indkøb af »udstyr«.

- Vi bestiller omkring 45 paptønder til de mindste, 100 små fastelavnstønder til de lidt større og 160 store tønder til de største børn. Tønderne fylder altid cirka syv paller, når de bliver leveret, fortæller Sascha Urban fra Indkøbskontoret.

Dertil kommer 500 dronninge- og kongekroner samt 75 trækøller. Slik køber institutionerne selv.

- Normalt skaffer vi også centralt 150 katte (af stof) som skal ind i tønderne. Det kunne vi desværre ikke i år, da der var leveringsproblemer, fortæller Sascha Urban.

Så dem har institutionerne selv været ude og skaffe eller, som i Husum, var kattene fra året før stadig i god behold.