Ny legeplads i Nibøl

Nyt legemiljø præget af naturlige materialer.

Kontaktseminar -591822383

Eleverne på Nibøl Danske Skole er glade for deres legeplads, for den er helt ny. De gamle og slidte legeredskaber er blevet skiftet ud. 

- Det har været et stort ønske, at den nye legeplads ikke skal være præget af asfalt og plastik, siger skoleleder Inga Thamsen-Boysen.


I stedet for er det nu græs og legeredskaber af træ, der præger skolens legemiljø.
Børnene har skullet undvære en legeplads i mange måneder. Opførelsen af Nibøl Daginstitution lige ved siden af skolen har betydet, at skolen har undværet legeareale i halvandet år. Ved hjælp af donationer, blandt andet fra VR-Bank og Robbert-fonden og igennem indsamlinger, loppemarkeder og lottoaftener har skolen samlet omkring 25.000 euro sammen til legeredskaber. Cirka det samme beløb har jordarbejdet og opstillingen af legeredskaber kostet. Det har Skoleforeningen betalt.


- Der er lidt penge tilovers, så vi får nok også en lille hytte, siger en tilfreds skoleleder.