Jørgen Kühl går på pension

A. P. Møller Skolens rektor, Jørgen Kühl, har af helbredsmæssige årsager valgt at gå på pension.

Jørgen Ku ̈hl

- Det har været en stor ære at måtte stå i spidsen for opbygningen af A. P. Møller Skolen og at samarbejde med de mange dygtige kræfter på skolen og i Skoleforeningen. Skolen har igennem alle årene haft engagerede medarbejdere, fantastiske elever, forældre og samarbejdsråd, der bakker op om skolen. Det har været en fornøjelse sammen med dem at skabe og præge skolen, siger han. Jørgen Kühl har stået i spidsen for det danske gymnasium og fællesskole i Slesvig siden 2006. Skolen er en gave til det danske mindretal fra A. P. Møller Fonden.


- Siden indvielsen i 2008 er der opstået et unikt fællesskab omkring A.P. Møller Skolen, der knytter alle tidligere, nuværende og fremtidige elever og medarbejdere sammen. Også som rektor emeritus vedbliver jeg med at være del af det, og jeg glæder mig til at følge, hvordan skolen udvikler sig fremover, siger Jørgen Kühl. 


Skoleforeningens formand, Udo Jessen, påpeger Jørgen Kühls fortjeneste i, at skolen i dag står frem som det store fyrtårn inden for det kulturelle liv i og langt omkring Slesvig og er kendt nord og syd for grænsen. Det skal Jørgen Kühl have en stor tak for. 
- Mærsk Mc-Kinneys ønske om, at skolen skulle være et "åbent sted også for det omgivende samfund" blev på det fineste til realitet. Koncerter, teater, store offentlige arrangementer, fælles debatmøder med de tyske skoler i Slesvig og meget mere blev og bliver skolen brugt til i dag. Titusindvis af interesserede mennesker har nydt godt af Jørgens funderede viden omkring skolen, vores skoleverden i en tysk kontekst og mindretallet, når de besøgte skolen eller, når Jørgen var undervejs i Danmark, Tyskland og endda i Amerika for at holde oplæg omkring emnet, siger Udo Jessen.


- Jørgen blev ansat inden skolen overhovedet eksisterede og havde fået et navn. Han har udviklet skolens profil til de kommende ansatte og elever og bekræftede den daværende styrelse og direktion i vores forhåbning og forventning om, at få sat Slesvig-skolen på det pædagogiske landkort nord og syd for grænsen på meget fornemt vis. Jeg ønsker Jørgen alt godt for fremtiden og siger tak for hans utrættelige indsats for skolen, Skoleforeningen og det danske mindretal
, siger Udo Jessen.
Skoleforeningens direktør, Lars Kofoed-Jensen siger:
Jeg vil også gerne udtrykke tak til Jørgen, som en rektor med den største indsigt i mindretalsforhold, man kan forestille sig. Jørgens nysgerrighed og viden har smittet af og skolen har i Jørgens ”regeringstid” sendt mange dygtige og selvbevidste danske mindretalselever ud i verden – ikke mindst til Danmark.


Den store indflydelse, som Jørgen Kühl har haft på de sydslesvigske unge ses også tydeligt i det, de unge selv siger om den afgående rektor. Således skriver studenterårgangen 2021 i deres Blå Bog: Jørgen Kühl er knyttet til A.P. Møller Skolen som ingen anden. Han er ansigtet udadtil, men har stadigvæk overskud til at snakke med sine elever på gangen, samt give interviews og rundvisninger. Jørgen er uden tvivl skolens mariehøne evigglad; aldrig har man set ham på gangen uden et smil og uden at hilse på eleverne, som sidder og arbejder. Han er meget stolt over sit arbejde og skolens "fantastiske" elever.


Man må heller ikke glemme den utrolige entusiasme og energi, som Jørgen sætter i alt sit arbejde. Dette kan vi især iagttage til morgensamlinger og andre arrangementer, hvor han fører tilhørerne igennem mødet med ihærdighed.
Jørgen er altid klar til at stå i front for skolen og sørge for, at tingene kører, som de skal - det skal du have tusind tak for!


Jørgen Kühl, som i 2017 blev udnævnt til ridder af Dannebrog har inden sit virke på A. P. Møller Skolen været leder af Danevirke Museum, direktør for Institut for Grænseregionsforskning i Aabenraa og institutleder ved Syddansk Universitet.
Skoleforeningen vil nu gå ind i processen med stillingsopslag med ønsket om at finde en ny rektor med start 1.1.2022 eller snarest derefter.