Igen eksamen under Coronaforhold

Elever kan vælge at droppe en af de obligatoriske skriftlige eksamener. Det har det slesvig-holstenske undervisningsministerium besluttet på grund af Corona. Ligesom i 2020 og 2021 ønsker man at lempe for eksamenspresset for eleverne i 9. og 10. klasse.

Eksamen

Når eleverne i de danske skoler i april og maj skal til eksamen i ESA og MSA, altså efter 9. eller 10. klasse, kan de vælge en af de skriftlige eksamener fra. Normalt skal alle elever i Slesvig-Holsten, danske og tyske, til skriftlig eksamen i matematik, tysk og engelsk. Men på grund af Corona har undervisningsministeriet besluttet, at de elever, der ønsker det, kan fravælge en eksamen. Begrundelsen her er fagligt set, at eleverne ikke har haft samme undervisning som uden Corona.

Udover i matematik, tysk og engelsk skal alle sydslesvigske elever til både en mundtlig og skriftlig eksamen i dansk. Men også her kommer eleverne til at opleve de samme lempelser, som i de to seneste år. Skoleforeningens Styrelse har efter indstilling fra Skolekontoret besluttet, at den mundtlige eksamen i dansk bortfalder for alle elever. De elever som dog ønsker at gå op i dansk, kan få lov til det på et senere tidspunkt. Det er, når der for både ESA og MSA er mundtlig eksamen i »øvrige fag« i juni. Her kan eleverne så frivilligt vælge at gå op i dansk i stedet for i et af de »øvrige fag«.

- Der er mange gode grunde til at gennemføre mundtlig eksamen i dansk, men vi ser det igen i år mest hensigtsmæssigt at følge argumentationen i undervisningsministeriet at lette for eksamensomfanget grundet de hindringer eleven har oplevet samlet set pga. Corona, siger områdechef i Skoleforeningen Eberhard von Oettingen.