SSW er Skoleforeningens politiske allierede

I det danske mindretal er vi et fællesskab, men der er et særligt bånd mellem Skoleforeningen og Sydslesvigsk Vælgerforening. En stærk SSW har en direkte indflydelse på de vilkår, vores børn i dagtilbuddene og i skolerne har. Skoleforeningen opfordrer derfor alle sine medlemmer til at gå til landdagsvalget den 8. maj og stemme SSW.

Skærmbillede 2022-05-02 Kl . 11.45.40

Der kan ikke herske tvivl om, at landdagsvalget i næste weekend har en meget stor betydning for Skoleforeningen. Det er i landdagen, at lovgivningen på dagtilbuds- og skoleområdet bliver til. Det er her rammerne sættes.
- Vi opfordrer alle vores medlemmer til at stemme på SSW med anden stemmen (partistemmen) og i Flensborg også med første stemme, da Christian Dirschauer har chancer for at vinde direktmandatet i byen. Uden en stærk SSW i landdagen vil der altid være en fare for, at vores danske dagtilbuds- og skolebørn bliver glemt, når politiske visioner bliver udviklet, ny lovgivning bliver til og nye støtteprogrammer rulles ud, siger Skoleforeningens formand Udo Jessen og næstformand Andrea Heimrath.

SSW er mindretallets politiske vagthund. De ser på alle lovforslag med ”Skoleforeningsbriller” og sikrer vores ligestilling.

Tilblivelsen af den nye dagtilbudslovgivning i den slesvig-holstenske landdag er et godt eksempel på det parløb, Skoleforeningen og SSW kører i den politiske hverdag.
- Vi sidder med den faglige og SSW med den politiske ekspertise. Vi kompletterer hinanden til gavn for børnene i det danske mindretal. Det ville slet ikke være muligt uden et stærkt SSW i landdagen, lyder det fra Skoleforeningens formandsskab.

For Skoleforeningens medlemmer, forældrene i dagtilbuddene og skoler har det en stor betydning, at SSW får mest muligt indflydelse i den nye landdag.
- Finansieringen af Skoleforeningens heldagsskoletilbud er ikke sikret. Der mangler ligestilling på området. Det arbejder Skoleforeningen og SSW for, siger Udo Jessen og Andrea Heimrath.

Digitaliseringen er et andet eksempel på, at SSW på det politiske plan er nødt til at skabe forståelse for den helt særlige situation, skolerne og dagtilbuddene i mindretallet befinder sig i. I Danmark er man meget længere i forhold til digitale læremidler og, vi må ikke blive hægtet af, fordi infrastrukturen ikke er tidssvarende i Sydslesvig. Der har SSW en stor politisk opgave.

Dansk Skoleforening for Sydslesvig formidler en bred politisk dannelse for sine elever. Den bygger på demokratiske principper og er derfor selvfølgelig også  parti-neutral.

Men som forening har Skoleforeningen en klar præference. Vi bakker klart op om SSW, som er det eneste parti, som ikke bare støtter Skoleforeningen og det danske mindretal, men aktivt former mindretals-politiken blandt andet i landdagen. SSW er altså vores parti, det danske mindretals parti!
- Vi har 8.000 børn fordelt på vores institutioner rundt omkring i Sydslesvig. Vi har meget, der skal sikres og bevares. Skoleforeningens helt klare holdning er derfor, at mens vi ikke ønsker partipolitik i børnehøjde, ser vi gerne, at SSW får mulighed for at præsentere sig og sit politiske budskab for vores medlemmer på f.eks. forældremøder. Det gør vi ikke med andre partier, og de af os i Skoleforeningen, som har et andet politisk ståsted end SSW, er nødt til at kunne rumme denne særlige rolle, SSW har i det danske mindretal. Skoleforeningens medlemmer skal være klar over, at ligesom vi ikke driver værdineutrale sprogskoler, så er vi som forening heller ikke politisk neutrale. Vi er kun stærke, når vi viser solidaritet over for hinanden, lyder det fra formandsskabet.