Det har aldrig været sværere at komme ind i Skoleforeningen

Et debatoplæg af Skoleforeningens direktør, Lars Kofoed-Jensen og dagtilbudschef, Petra von Oettingen.

COLOURBOX4295978

Mindretallets skoleforening er ikke blevet bredere i de sidste 40-50 år

Når vi ser på elevstatistikkerne gennem de sidste mange år, taler vi om et tal, som ligger mellem 500 og 600 børn pr. årgang. De ca. 5000 elever i vores fællesskolesystem vidner om dette forhold.

Og med samfundsudviklingen blev det virkeligheden, at alle – stort set alle – disse børn startede i dansk børnehave i en alder af tre år. Til disse fik vi opbygget ca. 2000 børnehavepladser.

Hvorfor er det så sværere at komme ind i dag?

I Skoleforeningen får vi to til tre gange om året opringninger fra sydslesvigske forældre, der er utilfredse med, at de ikke kan få en vuggestueplads. Og vi kan godt forstå deres frustrationer. Årsagen er en mangel på vuggestuepladser. Det er en udfordring for os, ligesom det er en udfordring i hele Tyskland, at samfundsudviklingen her er begyndt at følge med det, vi kender fra Danmark, nemlig at begge forældre er aktive på arbejdsmarkedet. På forholdsvis få år er vi gået fra et rent privat pasningsmarked til et stort udbud af institutioner – også for de 0 til 3-årige. 

Et stort udbud? Ja, sammenlignet med stort set nul for 10 år siden. I Skoleforeningen har vi fået opbygget små 600 pladser, hvilket svarer til lidt under 300 pr. årgang eller mellem 50 og 60 % af en typisk skoleforeningsårgang. Vores ventelister på mellem 200 og 300 på vuggestueområdet tyder på, at efterspørgslen ligger over 80 %, hvilket stadig er lavere end i Danmark, men naturligvis en helt ny situation for Tyskland.

Men det betyder jo ikke, at Skoleforeningen har fået større årgange – det betyder bare, at vi har fået to årgange mere, men årgange, hvor der ikke er plads til alle, for så stor er kapaciteten ikke endnu.

Optagelsessamtaler

Før man overhovedet kommer på ventelisten, foregår der flere ”optagelsessamtaler”, hvor forældrene gøres klart, hvilken samlet pakke man forpligter sig på, hvis man melder sig ind i Skoleforeningen. Ikke sjældent fører sådanne samtaler til, at forældre går hjem og siger: det er alligevel ikke noget for os. Og så melder de sig slet ikke ind. Med ventelister til de fleste institutioner er der ikke noget pres for at hverve nye ”kunder” – vi er altså ikke ude på gaden for at lokke nye til. Ansøgerne kommer af sig selv, og vi bestræber os på at informere så godt, at de, som ikke er indstillet på at lære dansk, ikke er indstillet på at bakke op, heller ikke søger optagelse.

Vi ved, at vore institutionsledere gør et stort og samvittighedsfuldt arbejde netop for at undgå dem, som af ren bekvemmelighed eller andre motiver søger ind i en dansk institution – og hvis man søger bekvemmelighed, så er den danske vej ikke vejen.

Hvorfor har Skoleforeningen for få vuggestuepladser?

Udviklingen på vuggestueområdet i de seneste 10 år er finansieret med tyske midler. Selvom Skoleforeningen med vuggestuerne har opbygget en helt ny søjle i det pædagogiske arbejde, har det været uden en forøgelse af de danske tilskud, og det har også været ønsket hos de andre foreninger i mindretallet. 

For få år siden fik Skoleforeningen for første gang tilskud til at bygge en institution med vuggestue. Vi har øget aktiviteten på dagtilbudsområdet med 500-600 pladser – og når man ved, at vuggestuer er dobbelt så personalekrævende som børnehaver, så er det rimeligt at sige, at Skoleforeningen har øget aktiviteten med 50% uden ekstra tilskud fra Danmark.

Hvorfor kan jeg ikke springe ventelisten over?

Skoleforeningen forsøger at efterleve retsstatsprincipper inden for mindretallet i den retsstat, som beskytter os – og det betyder, at vi ikke kan lave særlige privilegier pga. folks familiehistorie eller øvrige fortjenester i mindretallet.

Vi lever i et samfund, hvor den grundlæggende præmis er, at vi alle er lige meget værd og har de samme rettigheder. Takket være det samfund har vi oven i købet som mindretal nogle rettigheder, som sikrer os mod overgreb fra flertallet. Her har det været et kernepunkt, at bekendelsen til mindretallet er en individuel menneskeret – på linje med religionsfrihed, retten til politisk overbevisning og andre af de friheder, som vi sætter så stor pris på i vores samfund.

I Skoleforeningen er vi imod enhver form for diskriminering. At lave facitlister på, hvem af dem, der vedkender sig det danske mindretal, der har mere ret til en plads i vores institutioner end andre, strider imod det, vi står for.

Hvis vi selv begynder at lave gradueringer mellem nogle, der er mere rigtigt mindretal end andre, så giver vi flertalsbefolkningen ret til at lave samme graduering – og så er bekendelsen til mindretallet ikke længere fri. Er det det vi ønsker?

I Skoleforeningen efterlever vi principperne på den måde, at når du med din underskrift har bekendt dig til mindretallet, så er du et ligeværdigt medlem af mindretallet. Fra det tidspunkt oppebærer du samme rettigheder som enhver anden i mindretallet – du har så at sige opnået dit ”mindretalsstatsborgerskab”, og alle ”statsborgerne i mindretallet” har samme værd og samme rettigheder. Kun sådan kan vi forsvare vore mindretalsrettigheder og opretholde retten til tilskud på lige fod, ja i nogle sammenhænge endda med særlige mindretalshensyn, med alle andre statsborgere i Tyskland. 

Hvad er så løsningen?

En del af løsningen er flere vuggestuepladser. Men det kræver, at hele mindretallet opfatter flere vuggestuepladser som et fælles anliggende og tager ansvar for det. Og det betyder også, at hele mindretallet skal prioritere vuggestuepladser, når det handler om de økonomiske ønsker, vi har til Danmark.